Bay of Islands, cyklonen Oma – og velkommen til Sarah.

Nala Danica ligger stadig i Bay of Islands i det nordligste af NZs nordø.

Bay of Islands – bugten med de grønne øer og de mange smukke ankerbugte – er et sejlerparadis af de sjældne. 

De lokale kiwier bruger bugten, så snart vejret er til det. Her bades, sejles i kajak, fiskes og vandres på øerne.

DOC – Department of Conservation – NZs naturstyrelse – gør meget for at holde liv i landets oprindelige dyre- og planteliv. 

NZ har flere fuglearter, der ikke kan flyve, fx kiwi og weka.

Det er fugle, som bygger rede på jorden og dermed er nemme ofre for hunde og andre ikke oprindelige dyr, som fx pungrotten (possum). På øerne i Bay of Islands og mange andre steder i landet forsøger man at skabe optimale yngle- og leveforhold for NZs oprindelige og udrydningstruede dyr og planter.

Sejlads i Bay of Islands er eventyrlig – når vejret er til det. Og vejret i NZ er meget anderledes end hvad vi ellers har mødt på vores 15.000 nm lange rejse om på den anden side af jorden.

Her skifter vejret ofte – og udsvingene fra dybt lavtryk til højt højtryk er store. Vejrsystemet over NZ er bl.a påvirket af vejret omkring Fiji, Vanuatu – og det tasmanske hav.

I disse dage er vejret vidunderligt med sol, varme og milde vinde. MEN cyklonen Oma er på vej mod NZ og forventes at ramme land omkring den kommende weekend. Oma er netop opgraderet fra en cyklon 1 til en cyklon 2 – og der tales også om at Oma snart er en 3-er.

Der er stadig stor usikkerhed om, hvor og hvordan Oma vil ramme NZ, så alle følger spændt udviklingen og vejrudsigterne.

Her er to bud på Omas ankomst til NZ. 

29E19EFA-8D70-42F4-BAE0-9E8E2DF730E1.jpeg

Vi har valgt at lægge Nala Danica i havn, indtil Oma har passeret NZ.

For tredje gang har vi besøg af Sarah. Det er så dejligt at have hende ombord igen. Vi nyder at blive opdateret på livet i DK, men også at vise Sarah rundt i dette smukke land. 

Så snart går turen til Nordøens plateau med telt.

Waitangi Day – nationaldag i NZ

I 1840 underskrev maorier og englændere Waitangitraktaten, som er New Zealands grundlæggende traktat. Det skete d. 6. februar i Waitangi i Bay of Islands.

Så i dag samles maoristammer, politikere og andet godtfolk for at fejre dagen i Waitangi med taler, sang, dans og sejlads i traditionelle waka’er (kanoer). Ja, dagen markeres over hele NZ.

 

Pakeha og Maori

Befolkningen består af det oprindelige folk, maorier, og så pakeha, der er alle de hvide, som kom hertil fra de britiske øer, men også fra Jugoslavien, Tyskland, Nederlandene og en smule fra Skandinavien. Tilsammen hedder befolkningen Kiwier

I dag lever pakeha og maorier fredeligt sammen, sådan da. Man behandler hinanden med respekt, og i det daglige og på gadeplan er der intet fjendskab at spore. Det er kun, når man læser aviser, at man opdager mislyde. For her går debatten højt.

Sproget

New Zealand har to sprog, engelsk og maori. Maorisproget tales dog kun af ca 8 % af maorierne, og endnu færre forstår det. Men det er ved at ændre sig. Før blev sproget kun brugt i rene maori-områder og ved ceremonier. Nu er flere skoler begyndt at undervise i og på sproget, så man ligefrem kan tage en hel uddannelse på maori.

Vi ser maori-sproget i stednavne, hvor de gamle engelske navne bliver omdøbt til de endnu ældre originale navne på maori, fx hedder Egmont vulkanen igen Taranaki.

New Zealand hedder på maori Aoetearoa.

 

 

Roadtrip på Sydøen, NZ – og velkommen til lillesøster

Nala Danica ligger stadig i Bay of Island og er vores faste base, mens vi er i New Zealand.

I det meste af januar er vi på roadtrip på New Zealands sydø med telt og trangia.

Naturen på NZ er helt ekstra ordinær smuk og varieret, så det sværeste er faktisk at vælge fra, når vi nu ‘kun’ er her i 5 måneder.

Efter hver bakketop og hvert hårnålesving dukker de smukkest landskaber frem. Bjerge med og uden sne, floder, skove, sære små cowboy-agtige byer, enorme enge med kvæg eller får, langstrakte marker med vin, humle, citrus, majs, æbler, abrikoser……

566766f2-37e5-4b2a-ab9f-9fc07fd9b2ef

Efter 1.5 år på vandet har vi dog så meget saltvand i blodet, at view over Stillehavet eller det Tasmanske Hav giver tårer i øjnene. Vandet rundt om NZ er stort, smukt, skræmmende og voldsomt.

Vi har boet på Airbnb i Wellington, NZs hovedstad. Her besøgte vi Weta Workshop – dem der har skabt kulisser til bl.a Ringenes Herre. Gollum kender vi vist alle.

I Marlborough vindistrikt besøgte vi vingårde, både kæmpe, effektive Wither Hills og hånddrevne, biodynamiske Hans Herzog. Vin er vidunderligt.

1c92aa8e-9979-4b8f-9cf2-a25455d332a1

Vi har vandret i Abel Tasman National Park – og vi set the Pancake Rocks. Og så er der stadig så meget forude.

I starten af januar fik vi den glædelig besked, at lillesøster – vores 5. barnebarn – var kommet til verden. Tillykke til familien Zankari med endnu et mirakel.

31d108aa-77f8-4fef-98c5-73c7e9b0cb3a

 

Far north i New Zealand

Vi har nu været tilbage på Nala Danica i 2 uger, siden vi var en tur hjemme i Danmark. Vi bor igen på båden på bøjen i bugten ved Opua i Bay of Islands i den nordligste del af New Zealand.

De fleste, der besøger NZ kommer ikke meget nordligere end Auckland, selvom området her har meget at byde på.

Vi har opsøgt natur og kultur i nærheden. 

I Kawakawa boede kunstneren Hundertwasser i mange år, og hans sidste værk blev byens offentlige toiletter.

På Waitangi Treaty Grounds blev NZs første traktat underskrevet af maorier og brittere d. 6. februar 1840. 

Byen Russell var NZs første hovedstad. Landets ældste kirke Christ Church fra 1836 viste at korssting kan bruges til andet end julekalendere til børnebørnene.

Vi har været på den første campingtur med telt, luftmadras, trangia og spray mod sandfluer. 

Turen gik til Cape Reigna, der er det allernordligste punkt på NZ – her mødes Det tasmanske hav og Stillehavet. I følge Maori-legender er det netop her sjælen forlader den døde krop for at gå til en anden verden.

Vi besøgte the Giant Sand Dunes på vestkysten, hvor man kan leje et board og surfe ned af de stejle sandskrænter.

På Ninety Mile Beach mødte vi Maori-parret Jack og Kimberly med deres børn. De inviterede os til at torpedo-fiske med dem. Torpedoen blev sendt afsted ud i havet med ca 2 km line med kroge og madding. Vi havde aldrig set den form for fiskeri før. Fangsten var 3 hajer!! De 1.5 meter lange gråhajer blev nænsomt sat tilbage i vandet igen.

I NZ starter skolesommerferien nu og varer til begyndelsen af februar. Men det er også juletid, så der er pyntet op i butikker, og hver by har deres årlige Christmas Parade.

Pohutukawa eller New Zealand Christmas Tree vokser alle vegne langs kysten og blomstrer i december og januar med de smukkeste røde blomster.

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul.

Tur-retur til Danmark

Nala Danica ligger stadig i Opua, New Zealand – vores første havn efter turen fra Tonga.

F7D300BB-F746-4584-82BE-7D21E176F953

Men nu ligger båden fortøjret til en solid bøje i en beskyttet bugt tæt på havnen og bliver passet på af Mike fra Yacht Care, der jævnligt sejler forbi og tjekker fortøjninger mm – og af Ian & Pat, der ejer bøjen og som fra deres veranda holder skarpt udkig med al liv i bugten. Da vi besøgte Ian & Pat, lagde vi straks mærke til de 3 kikkerter og haglgeværet på verandaen. Geværet var nu tiltænkt de vilde kaniner, der spiser af havens liljer.

Skipper og frue sidder lige nu i DK og kigger ud på en frosthvid græsplæne og længes tilbage til båden og varmen i NZ.

Vi nåede at have ca 14 dage i NZ, hvor vi fik landet os mentalt, så vi kunne planlægge vores tid frem til marts/april, hvor Nala Danica sættes på et fragtskib med kurs mod Sydengland. 

Vi havde måske nok drømt om at køre rundt i en rigtig camper Van, men hold op, hvor er det dyrt! Så vi har købt en bil med plads til et par madrasser – og et telt.

75028B75-09FF-41FA-9947-4118E3FF8E13

Vi har genset kiwi-parret Barbera & Jon, som har boet på deres selvbyggede båd i 30 år og har opfostret 5 drenge, der i dag er voksne.  Barbera & Jon har været en stor hjælp med bl.a planlægning af rute rundt på hhv Syd- og Nordøen. Og så har de inviteret os til at holde jul sammen.

Men hvorfor sidder vi nu i DK?

Vi skulle lige hjem og have tjekket et modermærke – og det gik heldigvis godt. Altså ikke noget slemt, men stadig en seriøs påmindelse om, at solen er en farlig spiller. Ikke mindst da NZ ligger tæt på Antarktis, hvor hullet i ozonlaget er stort, så almindelig solcreme slet ikke beskytter mod de farlige uv-stråler.

Trods det ikke var planlagt, har vi nu nydt et ophold i DK. Især gensynet med børn og børnebørn har været fantastisk. Lige at se Viggo tage sine første skridt, høre Holger øve sig i høflighedsfraser, se Elyas spille teater på skolen, høre Aya synge – og mærke lillesøster sparke i maven. Vi nåede også Sarahs 30 års fødselsdag og kaffeslabaras hos Julius.

Nu er flybillet retur til NZ bestilt – og snart er vi på vej tilbage for at genoptage og afslutte vores eventyr på ordentlig vis.

New Zealand – landet Down under

Torsdag d. 25. oktober kl. 19:00 kunne vi fortøjre Nala Danica ved Customs Pier i Opua i den nordlige ende af New Zealand.

En helt fantastisk følelse at have nået en af de helt store milepæle på vores lange rejse.

Sejladsen fra Tonga gik godt – dvs det er et råt farvand, som nok altid byder på en del rå sejlads. I de første 3 døgn havde vi kraftig vind og kæmpe bølger – det betød at vi skød en vældig fart, men behageligt var det ikke. De sidste 4 døgn sejlede vi i let vind, så både sejl og motor var i brug for at få Nala Danica frem til NZ, inden næste lavtryk. 

Vi havde en dag med havblik og skyfri himmel, med den smukkest solnedgang og (næsten) fuldmåne hele natten.

Vi har ikke fisket på denne tur, da vi har haft rigeligt med mad, der skulle spises op for ikke at blive konfiskeret af tolderne i NZ. Vi måtte aflevere en pose popcorn, 3 flasker honning, 1 1/2 citron og to fed hvidløg.

Temperaturen er faldet fra de vante 30 grader til ca. 15-20 grader. På havet og især om natten har det været koldt. Huer, dyner, uldundertøj, fleecetæpper og det store sæt sejltøj har været i brug.

Det er vældig overvældende endelig at stå på fast grund i NZ. Foran os har vi ca 5 måneder, inden Nala Danica fragtes fra Auckland til Southampton på et stort containerskib.

Vi ved, at vi både vil sejle langs østkysten på Nordøen, men også kører rundt i bil på både Nord- og Sydøen.

Nu skal vi så beslutte, hvornår og hvordan vi gør det.

Skal vi leje eller købe bil eller camper Van ? Hvad med båden, når vi kører rundt – skal den på land eller blive i vand? Og hvor?

Først skal vi have tjekket op på båd og besætning, der alle trænger til vask og kærlig pleje. Vi skal have fyldt vores maddepot op igen, så vi kan sejle rundt og ligge for anker og være uafhængige af supermarkeder og indkøb.

Nala Danica er den eneste danske båd i Opua, men der er mange andre sejlere, som vi har mødt forskellige steder på vores rejse – og som vi nu møder her igen. Dem hænger vi ud med.

 

Farvel til Tonga og troperne – next stop NEw Zealand

Nala Danica ligger ved Tongas hovedstad Nuko’alofa og gør klar til sejladsen til New Zealand. Det bliver vores sidste lange sejltur i Stillehavet – og endda i et farvand med andre vejrforhold end vi ellers har mødt. Både på sejladsen over Atlanten og over Stillehavet til Marquesas har vi haft glæde af passatvind – Trade Wind – en forholdsvis stabil vindretning og vindstyrke.

Turen til NZ byder på større vejrmæssige udfordringer, så vi skal vente på det helt rigtige vejrvindue.

Heldigvis er vi mange både, der skal samme vej og som kigger efter det samme vejrvindue. Og vi har købt assistance hos en prof vejrmand, som rådgiver om det bedste starttidspunkt, og som sender daglige vejrmeldinger undervejs. Torsdag morgen sejler vi afsted og skulle kunne få en rigtig god sejlads til Opua i den nordlige del af NZ.

Vi har nydt opholdet i Tonga. Først lang tid i den nordlige ø-gruppe Vava’u, hvor vi har ligget en stor del af tiden ved hovedbyen Neiafu, men også sejlet rundt ved flere af de mange små øer med smukke ankerbugte.

Neiafu er hjemsted for en del expats (tilflyttere) fra USA, Canada, Australien og New Zealand. Det er primært dem, der driver byens restauranter og barer – og også dem, der har startet Vava’u Radio, som er et non-profit projekt. Kommunikationen foregår over VHF Radioen – kanal 26, som er en forstærket kanal, der kan nå alle øer i Vava’u. Hver morgen kl. 8:30 er der Cruisers Net med vejrudsigter, annoncering fra frivillige organisationer og fra byens handlende, velkommen og farvel til besøgende sejlbåde – og mulighed for at sejlere kan søge råd. 

Resten af døgnet er radioen bemandet og kan hjælpe med stort set alt. Vi har hørt radiovært Barry formidle migrænemedicin fra en sejlbåd til en anden ved en fjerntliggende ø – og spørge efter en læge blandt sejlerne, da en pige var faldet og slået hovedet – og organisere hjælp til en katamaran med 15 børn og 9 voksne, der gik på grund på et koralrev. Vi har også hørt Barry guide mange både gennem rev og passager. Meget alsidig, men vigtig institution.

Den årlige Vava’u Blue Water Festival afholdes i Neiafu – også med gruppen af expats som drivkraft. I en uge var der bl.a oplæg fra folk fra NZ om at sejle til deres havne og hvilke formaliteter, der skal være styr på. Der var morgenmad, pizza, BBQ, grillpølser, øl og kapsejlads. – men nok vigtigst var der rig lejlighed til at networke med andre sejlere, som skal sejle turen til NZ. Festivalen sponsorerer den lokale Hosea Christian Mission Preschool, som inviterede til optræden og mad. Skolen er drevet af ildsjælen Dorothy fra Fiji, som sammen med sin familie bor i et lille rum i det ene hjørne af en meget lille, meget slidt og dermed meget snavset skolebygning. I år gik pengene fra festivalen til maling af skolebygningen. Sidste år blev taget repareret, så der ikke længere behøver stå spande rundt i rummene, når det regner – og det gør det tit og meget.

EB72D74D-CB76-4A32-A782-300B6E4F15AE

Vores lille pakke med skolematerialer blev modtaget med et stort smil og malo – tak.

Det var en meget livsbekræftende oplevelse, at se børnene optræde med sang og dans – og at opleve deres glæde ved at optræde for os.

Vores ophold i Vava’u sluttede af ved øen Mounu Island i syd. Den lille piktoreske ø har et resort, hvor familien Beha boede, mens bogen ‘Hej Far, Kære Emil’ blev skrevet. Resortet ejes af Christie, der købte stedet for 1 dollar for 30 år siden. Christie er kendt for at lave en fantastisk 3-retters menu til resortets  gæster. Besøgende sejlere kan spise med, hvis de booker 24 timer i forvejen. Med hjælp fra Barry fik vi booket bord til den sidste aften i Vava’u. 

Nala Danica smed anker ud for Mounu Island på 15 meter vand med koralrev, som kan gøre det vanskeligt at få et godt ankergreb.

Skipper og frue sejlede i gummibåden ind til øen og resortet – gik en tur på den hvide sandstrand – satte os på terrassen med en g&t for at nyde solnedgangen over bådene i ankerbugten. 

Bedst som vi sad der og nød det hele, kunne vi se, at Nala Danica flyttede sig ifh til de andre både! Båden drev! Vi kastede os hurtigt i gummibåden, sejlede efter Nala Danica – kom ombord, fik startet motoren og hevet ankeret op. Puha!!

Næste forsøg med at ankre op foran øen gik heller ikke, så vi måtte hurtigt ind og betale vores g&t – og afmelde middagen. Ærgerligt.

I bælgravende mørke sejlede vi rundt om en anden ø, kastede anker på sandbund og blev liggende.

Ha’apai er den midterste øgruppe i Tonga. Mange små øer spredt over et stort område – de fleste er ubeboede. 

I hovedbyen Pangai sagde vi farvel til gasterne Ida og Lise, som ikke følte sig søstærke nok til at sejle med på det lange stræk fra Tonga til NZ. Lise og Ida flyver til NZ og fortsætter deres rejse mod Bali, som planlagt.

Vi besøgte øen Ha’afeva – gik et par kilometer tværs over øen til byen med samme navn. Først gennem jungleagtig skov, så forbi byens kvæghold, lossepladsen og kirkegården, inden vi kom til den lille by. Byen er en lang grusvej med huse på begge sider. Skolen og kirken er de største og flotteste bygninger.

Vi mødte Auka, som driver en meget lille dagligvarebutik i byen. Auka spurgte, om vi mon havde en ekstra påhængsmotor, som vi ville af med. Hans egen var gået i stykker og i sidste uge havde en sejler foræret skolelæreren en 15 HK Yamaha – den ville Auka godt have haft. Vi har kun en (2,3 HK) motor, så vi kunne ikke hjælpe Auka. 

Vi mødte også en familie i deres stiveste puds på vej til et kirkeligt arrangement, hvor kvinderne skulle holde tale for mændene. Familien fortalte, at der bor et par hundrede mennesker på Ha’afeva – bortset fra omkring jul, hvor der bor 500. Så kommer familie og ikke mindst alle børn over 12 år, som går i skole i hovedstaden.

Uldundertøj, huer og dyner er fundet frem – for nu forlader vi troperne og kan forvente en både kold og våd sejlads. Tank og ekstra dunke er fyldt med diesel, mad til de første dage er tilberedt, rugbrød er bagt – og watermakeren laver drikkevand. Vi er klar til de ca 1100 sømil.