Farvel til Tonga og troperne – next stop NEw Zealand

Nala Danica ligger ved Tongas hovedstad Nuko’alofa og gør klar til sejladsen til New Zealand. Det bliver vores sidste lange sejltur i Stillehavet – og endda i et farvand med andre vejrforhold end vi ellers har mødt. Både på sejladsen over Atlanten og over Stillehavet til Marquesas har vi haft glæde af passatvind – Trade Wind – en forholdsvis stabil vindretning og vindstyrke.

Turen til NZ byder på større vejrmæssige udfordringer, så vi skal vente på det helt rigtige vejrvindue.

Heldigvis er vi mange både, der skal samme vej og som kigger efter det samme vejrvindue. Og vi har købt assistance hos en prof vejrmand, som rådgiver om det bedste starttidspunkt, og som sender daglige vejrmeldinger undervejs. Torsdag morgen sejler vi afsted og skulle kunne få en rigtig god sejlads til Opua i den nordlige del af NZ.

Vi har nydt opholdet i Tonga. Først lang tid i den nordlige ø-gruppe Vava’u, hvor vi har ligget en stor del af tiden ved hovedbyen Neiafu, men også sejlet rundt ved flere af de mange små øer med smukke ankerbugte.

Neiafu er hjemsted for en del expats (tilflyttere) fra USA, Canada, Australien og New Zealand. Det er primært dem, der driver byens restauranter og barer – og også dem, der har startet Vava’u Radio, som er et non-profit projekt. Kommunikationen foregår over VHF Radioen – kanal 26, som er en forstærket kanal, der kan nå alle øer i Vava’u. Hver morgen kl. 8:30 er der Cruisers Net med vejrudsigter, annoncering fra frivillige organisationer og fra byens handlende, velkommen og farvel til besøgende sejlbåde – og mulighed for at sejlere kan søge råd. 

Resten af døgnet er radioen bemandet og kan hjælpe med stort set alt. Vi har hørt radiovært Barry formidle migrænemedicin fra en sejlbåd til en anden ved en fjerntliggende ø – og spørge efter en læge blandt sejlerne, da en pige var faldet og slået hovedet – og organisere hjælp til en katamaran med 15 børn og 9 voksne, der gik på grund på et koralrev. Vi har også hørt Barry guide mange både gennem rev og passager. Meget alsidig, men vigtig institution.

Den årlige Vava’u Blue Water Festival afholdes i Neiafu – også med gruppen af expats som drivkraft. I en uge var der bl.a oplæg fra folk fra NZ om at sejle til deres havne og hvilke formaliteter, der skal være styr på. Der var morgenmad, pizza, BBQ, grillpølser, øl og kapsejlads. – men nok vigtigst var der rig lejlighed til at networke med andre sejlere, som skal sejle turen til NZ. Festivalen sponsorerer den lokale Hosea Christian Mission Preschool, som inviterede til optræden og mad. Skolen er drevet af ildsjælen Dorothy fra Fiji, som sammen med sin familie bor i et lille rum i det ene hjørne af en meget lille, meget slidt og dermed meget snavset skolebygning. I år gik pengene fra festivalen til maling af skolebygningen. Sidste år blev taget repareret, så der ikke længere behøver stå spande rundt i rummene, når det regner – og det gør det tit og meget.

EB72D74D-CB76-4A32-A782-300B6E4F15AE

Vores lille pakke med skolematerialer blev modtaget med et stort smil og malo – tak.

Det var en meget livsbekræftende oplevelse, at se børnene optræde med sang og dans – og at opleve deres glæde ved at optræde for os.

Vores ophold i Vava’u sluttede af ved øen Mounu Island i syd. Den lille piktoreske ø har et resort, hvor familien Beha boede, mens bogen ‘Hej Far, Kære Emil’ blev skrevet. Resortet ejes af Christie, der købte stedet for 1 dollar for 30 år siden. Christie er kendt for at lave en fantastisk 3-retters menu til resortets  gæster. Besøgende sejlere kan spise med, hvis de booker 24 timer i forvejen. Med hjælp fra Barry fik vi booket bord til den sidste aften i Vava’u. 

Nala Danica smed anker ud for Mounu Island på 15 meter vand med koralrev, som kan gøre det vanskeligt at få et godt ankergreb.

Skipper og frue sejlede i gummibåden ind til øen og resortet – gik en tur på den hvide sandstrand – satte os på terrassen med en g&t for at nyde solnedgangen over bådene i ankerbugten. 

Bedst som vi sad der og nød det hele, kunne vi se, at Nala Danica flyttede sig ifh til de andre både! Båden drev! Vi kastede os hurtigt i gummibåden, sejlede efter Nala Danica – kom ombord, fik startet motoren og hevet ankeret op. Puha!!

Næste forsøg med at ankre op foran øen gik heller ikke, så vi måtte hurtigt ind og betale vores g&t – og afmelde middagen. Ærgerligt.

I bælgravende mørke sejlede vi rundt om en anden ø, kastede anker på sandbund og blev liggende.

Ha’apai er den midterste øgruppe i Tonga. Mange små øer spredt over et stort område – de fleste er ubeboede. 

I hovedbyen Pangai sagde vi farvel til gasterne Ida og Lise, som ikke følte sig søstærke nok til at sejle med på det lange stræk fra Tonga til NZ. Lise og Ida flyver til NZ og fortsætter deres rejse mod Bali, som planlagt.

Vi besøgte øen Ha’afeva – gik et par kilometer tværs over øen til byen med samme navn. Først gennem jungleagtig skov, så forbi byens kvæghold, lossepladsen og kirkegården, inden vi kom til den lille by. Byen er en lang grusvej med huse på begge sider. Skolen og kirken er de største og flotteste bygninger.

Vi mødte Auka, som driver en meget lille dagligvarebutik i byen. Auka spurgte, om vi mon havde en ekstra påhængsmotor, som vi ville af med. Hans egen var gået i stykker og i sidste uge havde en sejler foræret skolelæreren en 15 HK Yamaha – den ville Auka godt have haft. Vi har kun en (2,3 HK) motor, så vi kunne ikke hjælpe Auka. 

Vi mødte også en familie i deres stiveste puds på vej til et kirkeligt arrangement, hvor kvinderne skulle holde tale for mændene. Familien fortalte, at der bor et par hundrede mennesker på Ha’afeva – bortset fra omkring jul, hvor der bor 500. Så kommer familie og ikke mindst alle børn over 12 år, som går i skole i hovedstaden.

Uldundertøj, huer og dyner er fundet frem – for nu forlader vi troperne og kan forvente en både kold og våd sejlads. Tank og ekstra dunke er fyldt med diesel, mad til de første dage er tilberedt, rugbrød er bagt – og watermakeren laver drikkevand. Vi er klar til de ca 1100 sømil.

Vava’u, Tonga – og velkommen til Ida & Lise.

Nala Danica er nu kommet til ø-gruppen Vava’u i det nordlige Tonga. Sejladsen hertil betød passage af både den 10 kilometer dybe Tongagrav – og af datolinjen. Så i år har vi misset d. 10. september.

3 forskellige myndighedspersoner skulle ombord på båden for at indklarere os. Igen skulle stakke af papirer med de samme oplysninger udfyldes og stemples. Vi var blevet gjort opmærksomme på, at vi kunne blive udsat for korruption, men blev alligevel både overraskede og irriterede, da tolderen flere gange insisterende bad om en cigaret og en øl – og da immigrationsmanden bad os donere penge til hans børn, inden han havde givet os det nødvendige stempel i passet. De blev begge budt en sodavand, og vi fik vores stempler uden bestikkelse.

Vores nye gaster, Ida og Lise kom flyvende fra Danmark for at sejle med ombord til New Zealand. Det er dejligt endelig at møde de to unge piger og skønt at se dem indtage båden med de muligheder og begrænsninger, der er på 11,25m båd. Og så elsker de at lave mad og spille spil.

Udvalget af madvarer er forholdsvis begrænset her i Neiafu. Mejeriprodukter er stort set ikke eksisterende, mayonnaise kommer til byen med forsyningsskib i næste uge – og butikkerne havde udsolgt af æg pga 2 begravelser i byen. Vi ved ikke helt, hvordan æg indgår i begravelserne – kun fantasien sætter grænser!

Heldigvis har byen et godt marked med kendte og ukendte produkter, så mad skal vi nok få.

Både hunde, høns og grise går frit omkring – og en enkelt tøjret kalv er vi også stødt på.

Den første ugestid i Tonga var regnfuld og blæsende. Alt var vådt og fugtigt, så der skal konstant åbnes luger for at få luftet ud – for snart at lukke i for næste byge. 

Da der blev varslet bedre vejr med høj sol og milde vinde, sejlede vi fra ankerpladsen ved byen Neiafu til smukke ankerbugte på øer i nærheden.

Sejladsen til Port Maurelle foregik i tør vejr og nogen sol, men allerede næste dag kom så voldsomme regnmængder, at vi kunne opsamle regnvand og næsten få fyldt vandtanken op. 

Port Maurelle har gode snorkelsteder med fisk i mange farver og koralrev – både levende og mere matte.

Vi fik fejret Lises fødselsdag i regnvejr med varm chokolade og fødselsdagsboller – og vi fik sagt farvel til Xenia, der nu sejler mod Fiji, Mikronesien, Filippinerne og Thailand, mens Nala Danica om ca en måned sejler mod New Zealand.

Endnu engang tabte vi noget i vandet! Denne gang var det ikke briller, men en vigtig og bekostelig del til bådens Magma grill. Vandet var krystalklart, så vi kunne tydeligt se det 15×30 cm rustfri stålskjold ligge på sandbunden – 8 meter nede. Da vi ikke selv kan fridykke og ikke har dykkerudstyr, måtte vi rundt til de andre både og spørge, om de kunne hjælpe. 

Heldigvis synes Dick fra Californien, at det var en sjov opgave – og fuldstændig målrettet og elegant dykkede han ned og hentede Magma-skjoldet op. Tak til Dick og Laura for at hjælpe os med det.

Så var vi klar til at besøge en ny ø og kastede anker ud for stranden, hvor David og hans kone inviterer til Tongan Feast hver lørdag aften. Familien laver en stor buffet med tongansk mad, som for 50Top$ serveres på stranden under det kæmpestore banjontræ. Familien har 11 børn, så det kan være svært at få alle dresset passende på til kirkegang. Vi havde lidt hårpynt med som gave til familien. 

David inviterede os til at deltage i deres kirke søndag morgen – og også til at være med, når mændene mødtes før kirkegang til Cava Circle. Kirken lå på en større ø noget væk.

Søndag morgen fik vi Anna – en af Davids døtre – ombord i gummibåden og sejlede med Anna som vejviser til Matamaka.

5-7 mænd sad i rundkreds på sivmåtter og drak cava – pulveriseret cavarod, som blandes op med vand og serveres i skåle af kokosskaller. Vi blev hilst velkommen og vist til rette på måtterne, inden vi blev budt en skål cava. Mændene fulgte spændt vores reaktion på drikken. Det smagte mest af alt som muddervand, men gav en snurrende fornemmelse på læber og tunge. 

Efter at have snakket med præsten, borgmesteren, David og de andre mænd i cirklen – og efter flere skåle/skaller cava, takkede vi af og gik til gudstjeneste i kirken ved siden af. Her sad mest kvinder og børn og sang højt, smukt og intens. Mellem sangen talte den kvindelige prædikant,  mens hun tørrede øjne og næse. Måske græd hun, måske var hun forkølet.

Alle var klædt på i festtøj. Kvinder og piger i lange galla-agtige kjoler og udenpå en slags bælte eller bastskørt om livet. Det minder om mange små bastbordskånere, der er syet sammen. Håret er sat op og pyntet med kunstige blomster. Vi så også vores gave i håret på en af Davids døtre.

Mændene har skjorter, slips og habit – og uden på det, har de en sivmåtte snøret om livet.

Nu er vi tilbage på en bøje ud for byen Neiafu, hvor vi har sagt farvel til danske Pelagos, inden de sejlede til Fiji. 

Næste uge deltager vi i den årlige Blue Water Festival. Ugen byder på forskellige aktiviteter for sejlere og ikke mindst på informationer om at sejle til og tjekke ind i New Zealand. Der er ret strikse regler mht fødevarer og bådens bund.

En af de største attraktioner på Vava’u fra april til november er muligheden for at svømme med pukkelhvaler. Det har vi nu også prøvet. En helt fantastisk og intens oplevelse at være så tæt mor og baby pukkelhval. Desværre var vores GoPro-kamera (vand(u)tæt) gået i stykker, så vi har lånt foto af andre.

Niue – en lille ø-stat i Stillehavet

Nala Danica har nu ligget for anker ved Niue i 5 dage og skal videre mod Tonga i dag, lørdag d. 8. september.

Turen til Tonga tager ca 2 døgn, men da vi skal passere datolinjen mister vi et døgn og er først fremme lige tids nok til at modtage vores nye gaster, Lise og Ida.

Niue er en af verdens mindste selvstændige stater med ca 1400 indbyggere. Øen har været ramt af cyklonerne Heta og Hattie for mere end 10 år siden. Mange huse står ødelagt og forladt, da familier har valgt at flytte til New Zealand istedet for at starte forfra her.

9533CC01-6D94-4F7B-9126-BBBBF0E49B15

Vi har været rundt på øen i bil sammen med sejlervenner fra båden Xenia. Vandet rundt om øen er utrolig klart.

Vi har ligget meget uroligt på ankerpladsen og er lidt møre af afbrudt søvn.

For at komme i land skal gummibåden hejses op på kajen med kran, og da bølgerne omkring kajen er voldsomme, har det været noget af en oplevelse.

Nu glæder vi os til at komme på havet igen – og til at opleve Tonga.

510611FB-4D5D-40D5-A8FB-99AD68AA5849

Blæst inde på Cook Islands

Nala Danica forlod Bora Bora – sidste stop i Fransk Polynesien – d. 23. august og satte kurs mod Tonga. 

Vejrudsigterne viste 4-5 dage med sejlbart vejr, inden en front med kraftig vind (op til 18m/s) og høje bølger (over 4 m) ville præge en stor del af Stillehavet. 

Vi besluttede at sejle til Aitutaki – en ø i Cook Island, som ligger ca 4 døgns sejlads fra Bora Bora på ruten til Tonga. Vi kunne læse os til, at Nala Danica stikker for dybt til at sejle ind i Aitutakis lagune, men at det er muligt at ankre uden for revet på vestsiden af øen. Og da der varsles vind og bølger fra øst, betyder det noget læ på denne side.

Vi ligger nu på 3. døgn for anker uden for revet og kan kigge ind på øen og den stille, turkisblå lagune. Vi venter på, at blæst og bølger raser af, så vi kan fortsætte mod Tonga. Der skal vi møde vores nye gaster d. 12. september.

52477E9A-CD18-4C7F-8C29-7068F0F45612

Ankeret ligger på 15 m vand i koraler, vi har mere end 60 m kæde ude, men vindstødene er så kraftige, at det knager og brager omkring anker og kæde.

Vi har sat ankeralarm på. Den giver lyd, hvis båden flytter sig længere end kæden rækker. Altså hvis ankret river sig løs –  og vi driver. Heldigvis vil vinden føre Nala Danica væk fra revet og ud, hvor der er masser af vand at sejle på. Men forhåbentlig går det ikke så vidt, men vi er forberedt.

Biminien (solsejl over cockpittet) er klappet sammen, 2 solpaneler er afmonteret – og alt er surret godt fast.

I går var vi i land på Aitutaki og indklarere hos told, miljø og sundhed. I passagen ind til lagunen er der så mange strømsøer imod, at vores lille 2.3 HK påhængsmotor på gummibåden ikke kunne få os igennem. Vi var heldige, at dykkerbåden Booble’s Below kom forbi og tilbød at trække os ind til land. Med dykkerbådens 130 HK planede vi hele vejen. Turen tilbage kunne vi selv klare, da strømmen skubbede os ud gennem passagen.

80E7831D-2A55-4E23-BCD0-1B0FC35E0350

Det var tydeligt, at vi ikke længere er i Fransk Polynesien. Befolkningen er maoriske, taler maorisk /engelsk, kører i venstreside – men er lige så venlige og milde som polyneserne.

Nala Danica ligger her ret alene. Ingen andre sejlbåde besøger Aitutaki lige nu. Det vil dog sige, at vi har haft en kæmpe superyacht på over 50 m som nabo et par dage. Båden ejes af en vældig pengestærk hollænder, men kan lejes for ca. 275.000$ pr uge!

I går tog ejeren et privat jetfly herfra til Rarotonga for at poste et brev til sig selv. Han er frimærkesamler. Mon vi bliver inviteret på sundowner på Rosehearty?

Det er ikke ideelt at ligge uden for revet, når vejret er voldsomt. Til gengæld er vi i første række til det mest fantastiske dyreliv. Flere kæmpe store havskildpadder ‘bor’ så tæt på os, at vi kan følge dem. 

IMG_6026

Helt utroligt er det at se flokke af pukkelhvaler svømme forbi. Først ser vi deres blås (det hedder det), så en rygfinne, måske en halefinne og ind imellem en hval, der springer næsten helt ud af vandet. 

IMG_6042

IMG_6049

Endnu et par dage skal gå med at vente på bedre vejr, så vi læser bøger, ser film, spiller spil og nyder udsigten og det gode selskab, mens vi har øjne og ører på vindstød, anker og forkerte lyde.

Farvel til Fransk Polynesien

Nala Danica ligger nu ved øen Bora Bora, som nok er sidste stop i Fransk Polynesien, inden vi sætter kurs mod Tonga.

Bora Bora er en del af øgruppen Selskabsøerne/Society Islands, hvor vi har oplevet Heiva-festival på Tahiti, snorklet med rokke og hajer på Moorea, oplevet et lille polynesisk familieband på Huahine, forsøgt at finde en vanilleplantage på Taha’a og set en kæmpe flok pukkelhvaler i lagunen på Raiatea. 

På Bora Bora har vi fejret 20 års bryllupsdag på scooter rundt og rundt på den lille ø, inden vi sprang en flaske bobler til solnedgangen. 

Selskabsøerne er frodige, vulkanske øer med høje bjerge på midten og omkranset af koralrev, der danner læ mod havet. Indenfor koralrevet er den rolige lagune, hvor der kan sejles, bades, dykkes, ankres, fiskes,……

På afstand ser øerne ud, som om de er klædt i grøn velour i alle nuancer.

Nala Danica har nu været i Fransk Polynesien siden starten af juni. Vi har nydt de tre ø-grupper: Marquases, Tuamotus og Society Islands, der har mange ligheder, men også er ret forskellige.

Fælles er en meget venlig og imødekommende befolkning, der er stolte af deres polynesiske traditioner og kultur. Det virker som om der er balance mellem Fransk Polynesiens oprindelige sprog og kultur – og de muligheder, det giver at være knyttet til Frankrig.

Vi følger nøje vejrudsigterne for ruten til Tonga. Herfra Bora Bora til den nordlige øgruppe Vava’u, Tonga er der ca 1300 NM svarende til 10-12 dages sejlads. Strækningen kan bides over ved at lægge vejen forbi fx Aitutake, Cook Island og/eller Niue. Ruten fastlægger vi, når der er det rigtige vejrvindue, og vi kender vindstyrke og vindretning. 

C4DEBA40-5010-49F7-AE2E-84F2134FE62F

Vi følges med Lisbeth og Henrik på Xenia til Tonga. Dvs at vi sejler samme rute og holder daglig kontakt via satelittelefon. Lige nu er der noget rører i vejrsystemerne, som har vist sig ved kraftig vind og usædvanlig meget regn. Og vi tager ikke afsted, før det ser bedre ud. Så lidt endnu nyder vi den turkisblå lagune, siger nana (hej) og mauruuru (tak) og vinker til alle på vores vej.

Moorea – ananas og badning med Stingray og hajer

Efter at have nydt storbyen Papeetes mange muligheder i mere end 2 uger, var Nala Danica så klar til at komme på vandet igen. Vi blev dog forsinket en dag, da vores AIS ikke virkede mere. AIS er et uundværligt system, der gør at vi kan se andre skibe på vores plotter – og de kan se os. Fejlfinding viste at selve boksen, der sender og modtager signalet var død. Skipper måtte på jagt i butikker med marineudstyr eller elektronikudstyr – og heldig var han at finde en ny boks, som vi nemt kunne installere med de eksisterende kabler. Så heldig kan man være!

Moorea ligger kun 3-4 timers sejlads fra Papeete og er bl.a kendt for hval- og delfinsafari, for snorkling med rokke og hajer, for honeymoon-resorter, hvor palmehytterne står på pæle ud over vandet – og for at gro ananas.

Vi blev mødt af 3 kæmpe hvaler, der sendte deres blås højt op i luften, inden de sprang ud af vandet. I ankerbugten svømmer store havskildpadder rundt mellem bådene – 2-3 gange stikker de hovedet op og trækker luft, inden de forsvinder ned mod bunden igen. Kæmpe store og meget smukke dyr, der har været her siden jordens barndom.

Vi har vandret langs ananasmarker og arkæologiske udgravninger til et udsigtspunkt – og blaffet tilbage.

Vi har drukket sundowner og udvekslet oplevelser med nye og gamle sejlervenner. Især har vi nydt  at have tid sammen med Henrik og Lisbeth fra Xenia, som vi første gang mødte på Porto Santo og siden har holdt kontakt med. 

Her midt i Stillehavet gør langturssejlere sig mange overvejelser om, hvordan og om deres tur skal fortsætte eller afslutte. Skal båden sejles ellers sendes hjem? Skal den sælges? Skal man sejle nordpå eller sydpå? Skal man blive i fransk Polynesien en sæson mere? Mulighederne er mange.

Vi har jo heldigvis en plan for vores langfart – flere øer i Fransk Polynesien, Niue, Tonga, New Zealand – og Nala Danica fragtes til Southhampton i foråret 2019.

Der snakkes også om, hvordan det mon bliver at vende hjem til livet i Danmark efter 2 år på havet. Hvordan kan vi trække de gode ting fra turen med ind i hverdagen? Sammenhold, nærvær, tid, spontanitet, nysgerrighed, mod, åbenhed, det simple liv og ikke mindst uforudsigeligheden.

Ja, hvem havde troet, at skipper ville have en tatoo – det syntes bare pludselig så oplagt, at få et varigt minde fra turen – en marqusae tatoo som symboliserer det vigtige i ens liv. Flot er den hvert fald!

Vi har tanket duty-free diesel – og så har vi stået i Stingray City, et område, hvor hajer og rokke går helt tæt på land og man kan stå midt i flokken.

0DD291DE-FAEC-4C22-BB9D-1B32E303C3E6

Nu sejler Nala Danica videre vest på til øen Huahine, som også er en del af selskabsøerne. Fransk Polynesien er fantastisk!

Papeete – storbyliv på Tahiti

Det er nu 3 måneder siden, Nala Danica sidst har ligget i havn. Siden da har vi været på havet eller ligget for anker ved Galapagos, Marquesas og Tuamotu.

Søndag d. 8. juli kunne vi fortøjre båden i Papeete Havn på Tahiti – akkurat 1 år efter vi forlod Svanemøllen.

Tahiti er en del af den ø-gruppe, der hedder Selskabsøerne.

Papeete er hovedbyen på Tahiti – og i hele Fransk Polynesien, så det er en rigtig storby med alt hvad dertil hører af indkøbsmuligheder, underholdning, mylder og mennesker. En stor kontrast til de sidste måneders ø-liv.

Lige nu nyder vi alle byens tilbud – og ikke mindst samværet med andre sejlere havnen. Da vi kom lå her 6 andre danske både, en blanding af gode, gamle bekendte og helt nye ansigter.

På Tahiti holdes hvert år Heiva-festival, hvor der dystes i gamle polynesiske sportsgrene, sange og danse. Det har været en stor fornøjelse at se de store kor og dansegrupper optræde på den store scene – og at se sære sportsgrene, som stenløft, spydkast mm i parkerne.

Bastilledag d. 14. juli foregik meget stille her. Polyneserne synes ikke, det har noget med dem at gøre – det er for franskmænd. Men d. 15. juli, da Frankrig vandt VM i fodbold, var alle pludselig franske!

Nu er vi ved at have ordnet indkøb af ting til båden, som vi ellers først kan skaffe i New Zealand. Vi har haft så stabilt internet her, at der nu er kontakt til bank og forsikringer – og styr på det hele.

Om et par dage er vi helt klar til at fortsætte til andre selskabsøer, inden vi sejler til Cook Island.