Farvel til Fransk Polynesien

Nala Danica ligger nu ved øen Bora Bora, som nok er sidste stop i Fransk Polynesien, inden vi sætter kurs mod Tonga.

Bora Bora er en del af øgruppen Selskabsøerne/Society Islands, hvor vi har oplevet Heiva-festival på Tahiti, snorklet med rokke og hajer på Moorea, oplevet et lille polynesisk familieband på Huahine, forsøgt at finde en vanilleplantage på Taha’a og set en kæmpe flok pukkelhvaler i lagunen på Raiatea. 

På Bora Bora har vi fejret 20 års bryllupsdag på scooter rundt og rundt på den lille ø, inden vi sprang en flaske bobler til solnedgangen. 

Selskabsøerne er frodige, vulkanske øer med høje bjerge på midten og omkranset af koralrev, der danner læ mod havet. Indenfor koralrevet er den rolige lagune, hvor der kan sejles, bades, dykkes, ankres, fiskes,……

På afstand ser øerne ud, som om de er klædt i grøn velour i alle nuancer.

Nala Danica har nu været i Fransk Polynesien siden starten af juni. Vi har nydt de tre ø-grupper: Marquases, Tuamotus og Society Islands, der har mange ligheder, men også er ret forskellige.

Fælles er en meget venlig og imødekommende befolkning, der er stolte af deres polynesiske traditioner og kultur. Det virker som om der er balance mellem Fransk Polynesiens oprindelige sprog og kultur – og de muligheder, det giver at være knyttet til Frankrig.

Vi følger nøje vejrudsigterne for ruten til Tonga. Herfra Bora Bora til den nordlige øgruppe Vava’u, Tonga er der ca 1300 NM svarende til 10-12 dages sejlads. Strækningen kan bides over ved at lægge vejen forbi fx Aitutake, Cook Island og/eller Niue. Ruten fastlægger vi, når der er det rigtige vejrvindue, og vi kender vindstyrke og vindretning. 

C4DEBA40-5010-49F7-AE2E-84F2134FE62F

Vi følges med Lisbeth og Henrik på Xenia til Tonga. Dvs at vi sejler samme rute og holder daglig kontakt via satelittelefon. Lige nu er der noget rører i vejrsystemerne, som har vist sig ved kraftig vind og usædvanlig meget regn. Og vi tager ikke afsted, før det ser bedre ud. Så lidt endnu nyder vi den turkisblå lagune, siger nana (hej) og mauruuru (tak) og vinker til alle på vores vej.

Moorea – ananas og badning med Stingray og hajer

Efter at have nydt storbyen Papeetes mange muligheder i mere end 2 uger, var Nala Danica så klar til at komme på vandet igen. Vi blev dog forsinket en dag, da vores AIS ikke virkede mere. AIS er et uundværligt system, der gør at vi kan se andre skibe på vores plotter – og de kan se os. Fejlfinding viste at selve boksen, der sender og modtager signalet var død. Skipper måtte på jagt i butikker med marineudstyr eller elektronikudstyr – og heldig var han at finde en ny boks, som vi nemt kunne installere med de eksisterende kabler. Så heldig kan man være!

Moorea ligger kun 3-4 timers sejlads fra Papeete og er bl.a kendt for hval- og delfinsafari, for snorkling med rokke og hajer, for honeymoon-resorter, hvor palmehytterne står på pæle ud over vandet – og for at gro ananas.

Vi blev mødt af 3 kæmpe hvaler, der sendte deres blås højt op i luften, inden de sprang ud af vandet. I ankerbugten svømmer store havskildpadder rundt mellem bådene – 2-3 gange stikker de hovedet op og trækker luft, inden de forsvinder ned mod bunden igen. Kæmpe store og meget smukke dyr, der har været her siden jordens barndom.

Vi har vandret langs ananasmarker og arkæologiske udgravninger til et udsigtspunkt – og blaffet tilbage.

Vi har drukket sundowner og udvekslet oplevelser med nye og gamle sejlervenner. Især har vi nydt  at have tid sammen med Henrik og Lisbeth fra Xenia, som vi første gang mødte på Porto Santo og siden har holdt kontakt med. 

Her midt i Stillehavet gør langturssejlere sig mange overvejelser om, hvordan og om deres tur skal fortsætte eller afslutte. Skal båden sejles ellers sendes hjem? Skal den sælges? Skal man sejle nordpå eller sydpå? Skal man blive i fransk Polynesien en sæson mere? Mulighederne er mange.

Vi har jo heldigvis en plan for vores langfart – flere øer i Fransk Polynesien, Niue, Tonga, New Zealand – og Nala Danica fragtes til Southhampton i foråret 2019.

Der snakkes også om, hvordan det mon bliver at vende hjem til livet i Danmark efter 2 år på havet. Hvordan kan vi trække de gode ting fra turen med ind i hverdagen? Sammenhold, nærvær, tid, spontanitet, nysgerrighed, mod, åbenhed, det simple liv og ikke mindst uforudsigeligheden.

Ja, hvem havde troet, at skipper ville have en tatoo – det syntes bare pludselig så oplagt, at få et varigt minde fra turen – en marqusae tatoo som symboliserer det vigtige i ens liv. Flot er den hvert fald!

Vi har tanket duty-free diesel – og så har vi stået i Stingray City, et område, hvor hajer og rokke går helt tæt på land og man kan stå midt i flokken.

0DD291DE-FAEC-4C22-BB9D-1B32E303C3E6

Nu sejler Nala Danica videre vest på til øen Huahine, som også er en del af selskabsøerne. Fransk Polynesien er fantastisk!

Papeete – storbyliv på Tahiti

Det er nu 3 måneder siden, Nala Danica sidst har ligget i havn. Siden da har vi været på havet eller ligget for anker ved Galapagos, Marquesas og Tuamotu.

Søndag d. 8. juli kunne vi fortøjre båden i Papeete Havn på Tahiti – akkurat 1 år efter vi forlod Svanemøllen.

Tahiti er en del af den ø-gruppe, der hedder Selskabsøerne.

Papeete er hovedbyen på Tahiti – og i hele Fransk Polynesien, så det er en rigtig storby med alt hvad dertil hører af indkøbsmuligheder, underholdning, mylder og mennesker. En stor kontrast til de sidste måneders ø-liv.

Lige nu nyder vi alle byens tilbud – og ikke mindst samværet med andre sejlere havnen. Da vi kom lå her 6 andre danske både, en blanding af gode, gamle bekendte og helt nye ansigter.

På Tahiti holdes hvert år Heiva-festival, hvor der dystes i gamle polynesiske sportsgrene, sange og danse. Det har været en stor fornøjelse at se de store kor og dansegrupper optræde på den store scene – og at se sære sportsgrene, som stenløft, spydkast mm i parkerne.

Bastilledag d. 14. juli foregik meget stille her. Polyneserne synes ikke, det har noget med dem at gøre – det er for franskmænd. Men d. 15. juli, da Frankrig vandt VM i fodbold, var alle pludselig franske!

Nu er vi ved at have ordnet indkøb af ting til båden, som vi ellers først kan skaffe i New Zealand. Vi har haft så stabilt internet her, at der nu er kontakt til bank og forsikringer – og styr på det hele.

Om et par dage er vi helt klar til at fortsætte til andre selskabsøer, inden vi sejler til Cook Island.

Tuamotu atollerne

Tirsdag d, 19. juni lettede Nala Danica anker ved Ua Pou i Marquesas og satte kurs mod Tuamotu Atollerne.

Vi havde nydt et par dejlige uger i Marquesas. Øerne er utrolig smukke og frodige, befolkningen venlig og imødekommende, og vi møder sejlere med de samme planer og drømme – uanset hvor i verden de kommer fra.
På øen Nuku Hiva lejede vi bil og kørte ind i landet og op i bjergene. Alle steder er der blomstrende buske og træer – og træer med mango, pommelo, papaya, lime, bananer, kokos og brødfrugt.
Selv på de fjerneste skråninger og skovstrækninger går vilde heste, kvæg, geder, grise og høns. Den, der fanger et dyr og tøjrer det, er dyrets ejermand.

2ACC9848-C56B-4BCD-A948-3AAEDD8F7C01.jpeg

Vi har set tikier og tatoos, sunget med på polynesisk i kirken og byttet os til frugt hos de lokale. Vi har fået fyldt gasflasker, købt benzin, diesel og motorolie, rengjort motorrummet, vasket teakdækket og repareret diverse. Vi har brugt urimeligt meget tid på at få internet og forsøgt at ordne vigtige ting, som bank og forsikringer, men det er næsten ikke muligt.

FBE18EB2-832F-48D8-9A89-16D2FD167A66

Sejladsen fra Marquesas til Tuamotu Atoller er på 500 sømil. Det er ca 4 døgn på åbent hav.
Tuamotu Atollerne er også en del af fransk Polynesien og er ring-koral-øer. Ringen består af koralrev med en åbning, som man kan sejle igennem og ind i lagunen.
Det er ikke ufarligt at sejle omkring i vand med koralrev og tidevand, der giver voldsom strøm og stående bølger. Så vi havde forberedt os godt på at besøge et par af atollerne på vores vej mod Tahiti.

 

Kauehi atollen blev valgt til vores første atol-besøg. Den har en bred passage og mildere strøm end andre atoller, så det er en god begynder-atol.
På vej mod Kauehi sejlede vi tæt ved en amerikansk båd, som vi var i jævnlig kontakt med på vhf. Vi udvekslede info om tidevand, strøm, vind – og hvordan og hvornår det var bedst at sejle gennem passagen. Nogle atol-åbninger skal passeres i modstrøm – andre i medstrøm – og det hele afhænger af retning og styrke på vind, strøm og bølger.
Vi ankom til Kauehi et par timer før højvande – og ventede uden for passet til højvandet havde toppet og strømmen vendt.
Spændte nærmede vi os åbningen og de stående bølger i indsejlingen. Det gik så fint – og lettelsen var stor, da Nala Danica kunne sejle i lagunen med retning mod ankerbugten.
I denne del af verden kan vi ikke regne med at alle områder er kortlagt, så vores søkort – både elektroniske og papir – skal suppleres af grundig udkig. På engelsk hedder det ‘to do eyeball navigation’. Farven på vandet fortæller noget om dybden og hvad der er på bunden – sand, søgræs, koralrev,

80A000F8-8FDE-4174-981F-895E3FFF0725.jpeg

Fakarava blev vores næste atol. Den er noget større og mere besøgt end Kauehi – og dermed er der også flere faciliteter, så som en bager, et par restauranter, mulighed for at besøge en perlefarm eller dykke med hajer og ikke mindst wifi, så vi måske kan komme i kontakt med familie, venner, bank, forsikringer mm.

Indsejlingen til Fakarava gik også fint, men netop som vi skal til at gøre anker klar, hører vi et nødopkald på vhf-radioen! En båd er stødt på et rev og tager nu vand ind i store mængder. Ombord er 6 personer heraf flere børn. Vi sætter kurs mod den forulykkede båd for at yde assistance. Heldigvis er der en del både i området, som hurtigt kan sejle tæt på den synkende båd i deres gummibåde og få børn mm reddet ud. Puha – det kunne have endt galt. Men en stor glæde at se, hvordan alle sejlere var parat til at komme en forulykket båd til undsætning.

 

 

Over Sydhavet til Marquesas

Søndag d. 3. juni kunne Nala Danica kaste anker ved øen Fatu Hiva i den del af Fransk Polynesien, der hedder Marquesas. De mere end 3000 sømil fra Galapagos blev sejlet på 22 dage. Besætningen ombord er skipper og frue.
Det er det absolut længste stræk på havet på hele vores tur – og det har været en fantastisk oplevelse.
Efter et par dage indfinder roen sig på båden i takt med, at døgnets rytmer og rutiner er indarbejdet i krop og sjæl. Rorvagter, søvn, måltider, bagning, oprydning, udkig, tjek af sejl, rig, motor og tovværk, men også rigtig god tid til eftertanke, til at læse bøger, høre musik, snakke, tie, se film og bare være tilstede i nuet med 360˚ udsigt til himmel og hav døgnet rundt.
Vi har haft fint vejr – til tider kunne vi have ønsket mere vind til at matche de store bølger, men ingen uvejr eller storm undervejs.

Inden vi forlod Galapagos fik vi kontakt med en række andre både, som skulle sejle samme rute – og tilsammen blev det til The Tiki Odyssey 2018 Fleet. Hver dag sendte vi vores position og dagens highlights til Jeremy på den franske båd Infinity, som senere sendte en fælles mail med alles input. Det var en stor tryghed at vide, at Nala Danica ikke var helt alene på det kæmpe store hav, selv om vi ingen andre både kunne se.
Vi havde også daglig kontakt med Karsten Panama, som sendte os aktuelle vejrudsigter for det næste døgns sejlads. Karsten er FTLFs (Forening for langturssejlere) kontaktmand i Panama – og Karsten er vejrnørd og bruger sin fritid på at læse vind og vejr – og rådgive sejlere i området øst og vest for Panama. Utrolig service!!
Og så sendte vi daglige opdateringer til familien hjemme i Danmark.
Al kommunikation foregik via vores satellittelefon – en dyr, men dejlig mulighed for kontakt med omverdenen.

Det er helt specielt at få land i sigte efter mere end 3 uger på åbent hav – og Fatu Hiva dukkede smuk og frodig op i horisonten med bjerge dannet af vulkaner og dækket af træer og buske, så øen er helt grøn på afstand.
I ankerbugten lå flere både fra Tiki Odyssey – og ikke mindst vores danske sejlvenner på Calle 2 og Lady A. Vi blev budt velkommen med frugt og drinks, inden vi skulle med på land og spise hos en lokal familie.
Flere familier i byen tilbyder at lave mad til sejlerne, hvis man kan samle mere end 10 personer. Det koster så 100kr pr person – og man medbringer selv drikkevarer og bestik.
Vi fik serveret cheviche, gederagout, kylling, brødfrugt-fritter, ris og kartoffelsalat. Meget lækkert.

Efter et par dage ved Fatu Hiva er Nala Danica nu videre til andre øer i Marquesas. På øen Hiva Oa kunne vi indklarere, hæve lokale penge og komme af med skrald – og have et par gode stunder med besætningen på Lady A, som var en stor hjælp, da vi skulle have vores hækanker fri.

Dernæst gik turen til hovedøen Nuku Hiva, hvor vi bliver en uges tid.
Søndag morgen kl. 8:00 var vi til gudstjeneste i den lokale kirke. En livsbekræftende oplevelse med kirken stuvende fuld af mænd, kvinder, børn – i alle aldre. Alle klædt på til kirke med blomstrede skjorter og kjoler – og blomster i håret. Alle sang med på de polynesiske salmer, der blev ledsaget af trommer og guitar. Smuk, smuk start på en dejlig dag.

Vi har købt et Vini-card, som giver adgang til hotspot i hele Polynesien. Desværre virker det kun sporadisk, så kontakt via de sociale medier er uforudsigelig.

Galapagos – eventyrligt og bekosteligt.

Nala Danica gør nu klar til at forlade Galapagos efter næsten 3 uger for anker i Wreck Bay på San Cristobal.

Det har været både eventyrligt og bekosteligt at opleve naturen og befolkning på øerne her midt ude i Stillehavet.
Det er hamrende dyrt at få lov at komme til Galapagos – vi har betalt 1100 USD for at blive indklareret, tjekket for uønskede madvarer og begroninger – og udklareret. For det beløb må vi ligge for anker i max 20 dage ved øen San Cristobal – og må ikke sejle til andre øer. Man kan ikke lægge sin gummibåd ved byens kaj, så vi må benytte watertaxi, hver gang vi skal i land. 1 USD pr person lyder jo ikke at ret meget, men det er løbet godt op.
Galapagos lever i stor stil af turisme og der tilbydes alverdens former for dyk, cruise, dagture på både vandet og rundt på øerne.
Vi har lejet cykler og besøgt et landskildpadde-reservat og en vulkan.
Vi har besøgt øens Darwin-center og fået genopfrisket vores viden om evolution og Darwins teorier.
Vi har set søløver, røde krabber, leguaner, landskildpadder, havskildpadder, rokke, hajer, finker, pelikaner, fregatfugle og suler.

 


Vi har haft hyggelige stunder med besætningerne på Calle 2 og Lady A. Det blev både til Happy hour, middag på Nala Danica, fødselsdag for Sebastian og Girls-Night-out.

Vi har været på miniferie på øen Santa Cruz, hvor vi tog til med færge og boede på hostel. Sært og skønt at ligge i en kingsize bed og have toilet med bruser. På Santa Cruz tog vi en taxatur til et område midt på øen med 100 m dybe erosionshuller. Vi besøgte endnu en skildpaddefarm og gik gennem en lavatunnel.
Vi besøgte byens fiskemarked, hvor pelikaner, søløver og fregatfugle ventede på fiskeaffald.

Vi hikede til Tortuga Bay – en fantastisk smuk, hvid strand, hvor havskildpadderne udklækkes.
Vi spiste på gadekøkkener – og på en fancy restaurant, Angermeyer Point, hvor babyhajer, rokke og fiskestimer svømmede lige under vores fødder, mens pelikaner og fregatfugle svævede over vores hoveder.
Vi mødte søde mennesker – både nye bekendtskaber, som Jennie – en amerikansk ung pige, der netop var kommet til Galapagos for at undervise i engelsk. Britt og Ben – et ungt backerpackerpar fra Australien, der drømte om senere i livet at sejle jorden rundt. Valerio – der har en restaurant på hovedgaden og som kender danske Mette, som har givet os gode råd om Galapagos. Mariana og Jon fra Brisbane, som har inviteret os på besøg, hvis vi når de kanter. Denis – en fransk sejler fra Carcasonne, der faktisk er vores ‘nabo’ i ankerbugten. Eddie – fra Ecuador, som har boet i DK og kender vores venner på Calle 2 – og i øvrigt kender Mette.
Og så mødtes vi med familien på Calle 2 og havde en dejlig aften med Happy hour, mad fra gadekøkken og is.
Vi fik også hilst på Duncan – en sejler fra Brisbane i Australien, som vi tidligere har mødt på Las Perlas.

Tilbage på San Cristobal havde Nala Danica haft overnattende gæster, mens vi var væk. Et par søløver lå på badeplatformen – og var ikke lige til at få væk igen. Desværre havde de ligget vores Dannebro i stykker og smurt det ind i – tja, var det mudder eller lort – godt lugtede det hvert fald ikke. Nu er flaget vasket, og en lokal syerske har repareret det så fint.
Vi har lavet service på Volvo Penta motoren – skiftet olie, filtre og impeller.
Vi har mødt David og søn Wade, som vi var bundet sammen med gennem Panamakanalen. David, der er agent for instruktører i Hollywood, sejler solo i en Pogo, som er noget af en racerbåd ift til vores tunge, men stabile turbåd.
Vi har været til børnefødselsdag med andre sejlere i ankerbugten hos en amerikansk familie, hvor en af børnene fyldte 3 år. Mor er medstifter af Facebook og bl.a. idékvinden bag like-knappen 👍. Der manglede ikke noget! What is not to like?

På lørdag letter vi anker fra Galapagos og sætter sammen kurs mod Marquesas. Sejladsen er på mere end 3000 sømil og dermed det absolut længste stræk på hele vores tur. Vi skal regne med 3-4 ugers sejlads, så der er fyldt godt op med diesel, benzin, vand og mad til turen. Der er vasket tøj og skiftet sengetøj. Vi er blevet ret gode til at kende vores og bådens behov på langfart.
Vi har anskaffet os en watermaker, der kan lave saltvand til drikkevand, så vi ikke er afhængig af at købe flaskevand eller tanke vand af tvivlsom kvalitet.

Vi glæder os meget til at opleve Fransk Polynesien, men ved også, at internet der ikke er særlig brugbart, så det bliver sparsomt med opslag i en periode. Det gør dog bestemt ikke vores oplevelser ringere!

Over Ækvator til Galapagos

Nala Danica ligger nu for anker i Wreck Bay ved Galapagos-øen San Cristobal.

Det er 2 uger siden vi forlod Panama og sejlede til øgruppen Las Perlas. Der lå Nala Danica, Lady A og Calle 2 – 3 danske både – i en ankerbugt, hvor der kunne fanges fisk, der var store nok til fællesspisning.

FCE8F071-BB81-4ED0-9EE0-495562776C94

Fra Las Perlas er der ca 850 sømil til Galapagos. En rute, der krydser ækvator og dermed også med stor sandsynlighed indebærer sejlads i ITCZ – the Intertropical Convergence Zone – som er et bælte med stort set ingen vind, men til gengæld forhøjet risiko for tordenvejr.

Nala Danica gjorde turen til Galapagos på 7 dage med en rimelig blanding af god vind og vindstille – og uden at blive ramt af torden og lynild.

Alle ved vist, at første gang man krydser ækvator, skal man døbes af kong Neptun – og ofre noget til ham, så han ikke finder på at lave torden og lynild.
Skipper og frue blev døbt i en skøn blanding af havregryn, mælk og juice – og fik de sære navne Intenso Rødskæg og Amorine Oceanis

ED74F7CC-37A0-4DBE-BD2F-00A4DB9464C0

Efter at have haft gæster og gaster ombord næsten siden vi forlod Danmark, er skipper og frue nu alene ombord de næste mange måneder. Det har været dejligt med selskab, men det er også godt at være alene igen. Og de 7 døgn på vandet har vist, at vi sagtens kan finde en god rytme og fin balance mellem nattevagter og søvnbehov.

I 1853 besøgte Charles Darwin Galapagos med det gode skib Beagle. Han konstaterede, at dyrearter tilpasser sig livsvilkår og derfor kan udvikle sig over tid. Et revolutionerende opgør med tanken om at alt er Guds værk.
På Galapagos er der helt unikke dyrearter, og Ecuador – som Galapagos hører under – gør alt for at bevare miljøet omkring øerne. Fugle med blå fødder, gigantiske fregatfugle med røde strubeposer, søløver, pelikaner, havskildpadder, hammerhajer og leguaner lever her side om side.

Der er strenge restriktioner for sejlbåde, der besøger Galapagos. Alt hvad der kan forstyrre flora og fauna er forbudt at medbringe. Forskellige fødevarer som fx frisk kød, frisk ost, bær, appelsiner, og kerner er bandlyst. Båden skal være uden begroninger. Affald skal sorteres i bøtter med veldesignede skilte – og intet må kastes overbord. Båden skal også være gasset for insekter af enhver slags. Det siges, at det eneste du må efterlade på Galapagos er dit fodspor.

14F744D5-F725-49E4-BD2A-338FD443D1DE
Da vi ankom til Galapagos, skulle vi blive ombord på Nala Danica og afvente inspektion og forhåbentlig godkendelse til at blive et par uger.
Vi fik besked om, at inspektionen ville ske kl. 15:00. Kl. 14:00 kom en watertaxi op på siden af båden og opfordrede os til at hoppe i vandet og vaske bådens vandlinje, så vi kunne blive godkendt. Skipper måtte hurtigt en tur rundt med en skuresvamp – og puha han nåede det, inden en fyldt watertaxi bragte 5 myndighedspersoner ombord. Så blev der ellers udfyldt papirer i den helt store stil – og stemplet både med officielle stempler og vores bådstempel. Derefter blev 3 mand hentet og erstattet af en mand fra Bio-sikkerheds-ministeriet samt en dykker, der skulle tjekke bunden for begroninger. Mange flere papirer blev udfyldt – og stemplet. Dykkeren sprang i vandet med GoPro-kamera til at dokumentere bundens tilstand.
Stor var lettelsen, da dykkeren kom op og signalerede at alt i bunden var i top – og da der blev stemplet i vores pas.
Da vi i dag tog vores sorterede affald med i land, kunne vi ikke lige finde ud af, hvor vi skulle gøre af hhv plastik, organisk affald, pap og metal. Vi spurgte i butikker og på gaden og blev til sidst hjulpet af en flok mænd på bænken i parken. De pegede på en stor skraldespand ved siden af bænken. Vi spurgte på vores bedste (skralde-)spansk, hvor vi skulle lægge de forskellige affaldstyper. Svaret var at det hele skulle i samme spand!
Nala Danica bliver på Galapagos i 3 uger, så vi har tid til at besøge flere af øerne.

Vi har planlagt resten af vores langfart med en rute fra Galapagos til Fransk Polynesien til Cook Islands til Tonga måske til Fiji og slutter i New Zealand i november 2018. Vi sejler ved New Zealand i deres forår og sommer – frem til marts/april 2019, hvor Nala Danica fragtes til Southhampton. Derfra sejler vi hjem til Svanemøllen – og til familie og venner – og til hus og arbejde.
Vi glæder os til det hele.