Galapagos – eventyrligt og bekosteligt.

Nala Danica gør nu klar til at forlade Galapagos efter næsten 3 uger for anker i Wreck Bay på San Cristobal.

Det har været både eventyrligt og bekosteligt at opleve naturen og befolkning på øerne her midt ude i Stillehavet.
Det er hamrende dyrt at få lov at komme til Galapagos – vi har betalt 1100 USD for at blive indklareret, tjekket for uønskede madvarer og begroninger – og udklareret. For det beløb må vi ligge for anker i max 20 dage ved øen San Cristobal – og må ikke sejle til andre øer. Man kan ikke lægge sin gummibåd ved byens kaj, så vi må benytte watertaxi, hver gang vi skal i land. 1 USD pr person lyder jo ikke at ret meget, men det er løbet godt op.
Galapagos lever i stor stil af turisme og der tilbydes alverdens former for dyk, cruise, dagture på både vandet og rundt på øerne.
Vi har lejet cykler og besøgt et landskildpadde-reservat og en vulkan.
Vi har besøgt øens Darwin-center og fået genopfrisket vores viden om evolution og Darwins teorier.
Vi har set søløver, røde krabber, leguaner, landskildpadder, havskildpadder, rokke, hajer, finker, pelikaner, fregatfugle og suler.

 


Vi har haft hyggelige stunder med besætningerne på Calle 2 og Lady A. Det blev både til Happy hour, middag på Nala Danica, fødselsdag for Sebastian og Girls-Night-out.

Vi har været på miniferie på øen Santa Cruz, hvor vi tog til med færge og boede på hostel. Sært og skønt at ligge i en kingsize bed og have toilet med bruser. På Santa Cruz tog vi en taxatur til et område midt på øen med 100 m dybe erosionshuller. Vi besøgte endnu en skildpaddefarm og gik gennem en lavatunnel.
Vi besøgte byens fiskemarked, hvor pelikaner, søløver og fregatfugle ventede på fiskeaffald.

Vi hikede til Tortuga Bay – en fantastisk smuk, hvid strand, hvor havskildpadderne udklækkes.
Vi spiste på gadekøkkener – og på en fancy restaurant, Angermeyer Point, hvor babyhajer, rokke og fiskestimer svømmede lige under vores fødder, mens pelikaner og fregatfugle svævede over vores hoveder.
Vi mødte søde mennesker – både nye bekendtskaber, som Jennie – en amerikansk ung pige, der netop var kommet til Galapagos for at undervise i engelsk. Britt og Ben – et ungt backerpackerpar fra Australien, der drømte om senere i livet at sejle jorden rundt. Valerio – der har en restaurant på hovedgaden og som kender danske Mette, som har givet os gode råd om Galapagos. Mariana og Jon fra Brisbane, som har inviteret os på besøg, hvis vi når de kanter. Denis – en fransk sejler fra Carcasonne, der faktisk er vores ‘nabo’ i ankerbugten. Eddie – fra Ecuador, som har boet i DK og kender vores venner på Calle 2 – og i øvrigt kender Mette.
Og så mødtes vi med familien på Calle 2 og havde en dejlig aften med Happy hour, mad fra gadekøkken og is.
Vi fik også hilst på Duncan – en sejler fra Brisbane i Australien, som vi tidligere har mødt på Las Perlas.

Tilbage på San Cristobal havde Nala Danica haft overnattende gæster, mens vi var væk. Et par søløver lå på badeplatformen – og var ikke lige til at få væk igen. Desværre havde de ligget vores Dannebro i stykker og smurt det ind i – tja, var det mudder eller lort – godt lugtede det hvert fald ikke. Nu er flaget vasket, og en lokal syerske har repareret det så fint.
Vi har lavet service på Volvo Penta motoren – skiftet olie, filtre og impeller.
Vi har mødt David og søn Wade, som vi var bundet sammen med gennem Panamakanalen. David, der er agent for instruktører i Hollywood, sejler solo i en Pogo, som er noget af en racerbåd ift til vores tunge, men stabile turbåd.
Vi har været til børnefødselsdag med andre sejlere i ankerbugten hos en amerikansk familie, hvor en af børnene fyldte 3 år. Mor er medstifter af Facebook og bl.a. idékvinden bag like-knappen 👍. Der manglede ikke noget! What is not to like?

På lørdag letter vi anker fra Galapagos og sætter sammen kurs mod Marquesas. Sejladsen er på mere end 3000 sømil og dermed det absolut længste stræk på hele vores tur. Vi skal regne med 3-4 ugers sejlads, så der er fyldt godt op med diesel, benzin, vand og mad til turen. Der er vasket tøj og skiftet sengetøj. Vi er blevet ret gode til at kende vores og bådens behov på langfart.
Vi har anskaffet os en watermaker, der kan lave saltvand til drikkevand, så vi ikke er afhængig af at købe flaskevand eller tanke vand af tvivlsom kvalitet.

Vi glæder os meget til at opleve Fransk Polynesien, men ved også, at internet der ikke er særlig brugbart, så det bliver sparsomt med opslag i en periode. Det gør dog bestemt ikke vores oplevelser ringere!

Over Ækvator til Galapagos

Nala Danica ligger nu for anker i Wreck Bay ved Galapagos-øen San Cristobal.

Det er 2 uger siden vi forlod Panama og sejlede til øgruppen Las Perlas. Der lå Nala Danica, Lady A og Calle 2 – 3 danske både – i en ankerbugt, hvor der kunne fanges fisk, der var store nok til fællesspisning.

FCE8F071-BB81-4ED0-9EE0-495562776C94

Fra Las Perlas er der ca 850 sømil til Galapagos. En rute, der krydser ækvator og dermed også med stor sandsynlighed indebærer sejlads i ITCZ – the Intertropical Convergence Zone – som er et bælte med stort set ingen vind, men til gengæld forhøjet risiko for tordenvejr.

Nala Danica gjorde turen til Galapagos på 7 dage med en rimelig blanding af god vind og vindstille – og uden at blive ramt af torden og lynild.

Alle ved vist, at første gang man krydser ækvator, skal man døbes af kong Neptun – og ofre noget til ham, så han ikke finder på at lave torden og lynild.
Skipper og frue blev døbt i en skøn blanding af havregryn, mælk og juice – og fik de sære navne Intenso Rødskæg og Amorine Oceanis

ED74F7CC-37A0-4DBE-BD2F-00A4DB9464C0

Efter at have haft gæster og gaster ombord næsten siden vi forlod Danmark, er skipper og frue nu alene ombord de næste mange måneder. Det har været dejligt med selskab, men det er også godt at være alene igen. Og de 7 døgn på vandet har vist, at vi sagtens kan finde en god rytme og fin balance mellem nattevagter og søvnbehov.

I 1853 besøgte Charles Darwin Galapagos med det gode skib Beagle. Han konstaterede, at dyrearter tilpasser sig livsvilkår og derfor kan udvikle sig over tid. Et revolutionerende opgør med tanken om at alt er Guds værk.
På Galapagos er der helt unikke dyrearter, og Ecuador – som Galapagos hører under – gør alt for at bevare miljøet omkring øerne. Fugle med blå fødder, gigantiske fregatfugle med røde strubeposer, søløver, pelikaner, havskildpadder, hammerhajer og leguaner lever her side om side.

Der er strenge restriktioner for sejlbåde, der besøger Galapagos. Alt hvad der kan forstyrre flora og fauna er forbudt at medbringe. Forskellige fødevarer som fx frisk kød, frisk ost, bær, appelsiner, og kerner er bandlyst. Båden skal være uden begroninger. Affald skal sorteres i bøtter med veldesignede skilte – og intet må kastes overbord. Båden skal også være gasset for insekter af enhver slags. Det siges, at det eneste du må efterlade på Galapagos er dit fodspor.

14F744D5-F725-49E4-BD2A-338FD443D1DE
Da vi ankom til Galapagos, skulle vi blive ombord på Nala Danica og afvente inspektion og forhåbentlig godkendelse til at blive et par uger.
Vi fik besked om, at inspektionen ville ske kl. 15:00. Kl. 14:00 kom en watertaxi op på siden af båden og opfordrede os til at hoppe i vandet og vaske bådens vandlinje, så vi kunne blive godkendt. Skipper måtte hurtigt en tur rundt med en skuresvamp – og puha han nåede det, inden en fyldt watertaxi bragte 5 myndighedspersoner ombord. Så blev der ellers udfyldt papirer i den helt store stil – og stemplet både med officielle stempler og vores bådstempel. Derefter blev 3 mand hentet og erstattet af en mand fra Bio-sikkerheds-ministeriet samt en dykker, der skulle tjekke bunden for begroninger. Mange flere papirer blev udfyldt – og stemplet. Dykkeren sprang i vandet med GoPro-kamera til at dokumentere bundens tilstand.
Stor var lettelsen, da dykkeren kom op og signalerede at alt i bunden var i top – og da der blev stemplet i vores pas.
Da vi i dag tog vores sorterede affald med i land, kunne vi ikke lige finde ud af, hvor vi skulle gøre af hhv plastik, organisk affald, pap og metal. Vi spurgte i butikker og på gaden og blev til sidst hjulpet af en flok mænd på bænken i parken. De pegede på en stor skraldespand ved siden af bænken. Vi spurgte på vores bedste (skralde-)spansk, hvor vi skulle lægge de forskellige affaldstyper. Svaret var at det hele skulle i samme spand!
Nala Danica bliver på Galapagos i 3 uger, så vi har tid til at besøge flere af øerne.

Vi har planlagt resten af vores langfart med en rute fra Galapagos til Fransk Polynesien til Cook Islands til Tonga måske til Fiji og slutter i New Zealand i november 2018. Vi sejler ved New Zealand i deres forår og sommer – frem til marts/april 2019, hvor Nala Danica fragtes til Southhampton. Derfra sejler vi hjem til Svanemøllen – og til familie og venner – og til hus og arbejde.
Vi glæder os til det hele.

 

Panamakanalen

Lørdag d. 7. april kl. 4:00 forlod Nala Danica havnen i Shelter Bay for at starte transit af Panamakanalen.

Foruden skipper og frue var Anton og Nikolaj – gaster på danske Lady A – og en betalt linehandler, Oscar. Desuden fik vi en advisor fra kanalen med til at guide os igennem.

Kanalen består af to sæt sluser – et i hver ende af kanalen – og en stor sø, Gatun Lake i midten.

I den første del blev Nala Danica bundet sammen med danske Calle 2 og en tysk båd.

Passagen gik fint og tog ca 14 timer, før vi kunne sejle ud i Stillehavet.

Vi ligger ved Panama City og får styr på udklarering, inden vi sejler til ø-gruppen Las Perlas – og derfra videre til Galapagos.

I’m sitting on the dock at Shelter Bay 🎶🎶

Nala Danica er nu nået til en af de helt store milepæle på turen – nemlig Panamakanalen, som skal passeres for at komme til Stillehavet.
Vi ligger i Shelter Bay Marina på Atlanterhavssiden og skal gøre båd og besætning klar til passagen – og til de mange lange stræk i Stillehavet – og til besøget på Galapagos.

Vi har valgt at betale en agent for at hjælpe med alt det formelle omkring passagen. I går blev båden målt op – i dag kom agenten og aftalte at vi nok kan sejle transit d. 5. eller 6. april. Han informerede også om, hvordan vi skal forberede turen gennem kanalen. Typisk bliver både som vores bundet sammen med to andre af samme størrelse. Man får en pilot ombord, der holder øje med, at sejladsen foregår sikkert. Vi skal have ekstra folk (linehandlers) med til at håndtere tovværk fra båden til kajen. Vi skal leje store fendere, der kan beskytte båden. Og så skal vi ellers vente og være parate til at sejle igennem, når det bliver vores tur. Passagen kan følges på webcam hjemme i stuerne😜

Inden passagen skal Nala Danica en tur på land for at blive bundmalet. De mange måneder og sømil i varmt vand har givet begroninger på bunden – og de skal væk. Dels er det ikke godt for båden – og dels skal både være helt rene for at få lov at komme til Galapagos. På Galapagos skal vi også kunne vise et fumigation certifikat (gasning for insekter mm-bevis). Agenten havde to tilbud: En gasning og et certifikat – eller (bare mellem os) et certifikat uden gasning til halvpris.

Shelter Bay Marina ligger ved indsejlingen til Panamakanalen i et stort indhegnet naturområde. Havnen benyttes meget af amerikanere, som på bedste US-vis organiserer aktiviteter for alle. Open Mic, Barbeque potluck, Water-arobic, Sunday services, etc. Der er noget for alle aldre og enhver smag. Det hele formidles over VHF-radioen hver morgen og på en opslagstavle ved poolen.

Naturen er regnskov, så lyden af papegøjer, aber og andre eksotiske dyr vækker os om morgenen. I havnebassinet svømmer jævnligt krokodiller – den ene er hvert fald 2 m lang!! Rygtet siger, den sidste år spiste en hund, der svømmede mellem bådene. Vi er færdig med at bade i havnen og bruger nu stedets swimmingpool.

Vi har sagt farvel til Sarah, der har sejlet med os i 4 uger fra en stille lagoon på Curacao til storbyen Cartagena i Colombia til indianerøerne i San Blas og til regnskovsmarinaen i Panama. Sarah har været med i næsten al slags sejlads fra flere dage for motor uden vind og bølger til regn, torden og meterhøje bølger i op til 17 m/s. Hun er så sej!
Det har været fantastisk dejligt, at have Sarah tæt på i så lang tid.

San Blas – Kuna-indianernes land

Nala Danica er nu kommet til San Blas i Panama – Kuna Yala, som Kuna-indianerne kalder ders land. Ca 340 små øer tæt på den caribiske side af Panamas fastland. Øerne er beboet af 55.000 indianere, der har selvstyre og lever efter traditionelle og kulturelle Kuna leverregler og love. Her midt mellem palmeøer, koralrev og turkisblår vand sejler Kuna-indianerne rundt i deres udhulede træstammer, fisker, samler kokosnødder og fremstiller Nola

Mola er en slags små stykker patchwork ofte med geometriske figurer eller motiver fra naturen. De er fantastisk flotte, så vi har købt af forskellige Mola-sælgere.

 

Her er kokospalmer og kokosnødder allevegne. MEN det er strengt forbudt for os at tage en kokosnød, da alle kokosnødder har en ejer, som lever af at samle, forarbejde og sælge dem bl.a. til Colombia.

I denne del af verden (også) er skrald et kæmpe problem. Alle vegne ligger plastik og andet affald og hober sig op. Det er så deprimerende at se med egne øjne.

På Nala Danica har vi affaldssortering: plastik for sig og så alt det andet. organisk affald ryger overbord med det samme. Papir, metal og glas dumpes, når vi er på åbent vand. Plastik samles og afleveres først, når vi møder rimelige muligheder for sikre, at det ikke ender i naturen. Plastik er en uoverskuelig udfordring for de lokale – og for klodens fremtid.

 

Vi har længe vidst, at den danske båd Calle 2 med Robert, Stine, Sonja og Sebastian også sejler videre gennem Panamakanalen til Galapagos og Marquesas i Stillehavet – og vi har kommunikeret sammen om vind, vejr, agenter, ruter, oplevelser mm. Kun en gang på turen har vi mødt Calle 2 i en ankerbugt ved Bequia i Grenadinerne. Men nu ligger vi side om side mellem øerne Banedup, Tiadup og Ogoppiriadup og planlægger at følges ad på de næste lange stræk i Stillehavet.

Det er en stor fornøjelse at opleve børnene på Calle 2 i en helt, helt anderledes hverdag. Vi hører om skibsskole, hvor der skrives, læses og laves matematik. Vi ser børnene svømme, snorkle og dykke – sejle med gummibåden og fange aftensmaden til alle på Calle 2 og Nala Danica. En dag fik vi lækker pastaret med kæmpekrabber og en stor fisk. Næste dag fangede Sebastian 2 store fisk, som blev foræret til en Kuna-familie, som så bød alle fra Calle 2, Nala Danica og amerikanske Cool Change på mad på deres ø. Grillet fisk, røget fisk, konkylie, hummer, stegte bananer, ris og bønner. Sikke oplevelser for livet, Robert og Stine giver deres børn ved at tage dem med på langfart i to år.

 

Næste destination er Colon ved Panamakanalen, hvor Nala Danica skal en tur på land for at få et nyt lag bundmaling. Der skal vi gøres os klar til at passerer Panamakanalen – og til at sejle lange stræk i Stillehavet, hvor vi ikke kan regne med at proviantere.

Og så skal vi snart sige farvel til Sarah, der er kommet helt ned i Kuna-gear (ingen stress her) og sagtens kan bruge det meste af en dag i hængekøjen på fordækket med en god bog.

D1B370C6-BF49-48CB-AE82-0835D8EFA04A

Cartagena de Indias, Colombia

Så er Nala Danica sejlklar igen og i eftermiddag letter vi anker og sejler videre vestpå til Guna Yala – også kaldet San Blas-øerne.

Dieseltanken er renset, lazylinen repareret, vandtanken fyldt og mad købt ind, så vi er klar til de ca 200 sømil.

Vi har brugt meget tid – og svedt spandevis – på at få orden på dieselsituationen.

Men vi har heldigvis også haft tid til at opleve Cartagena, som er en fantastisk by. Nala Danica har ligget for anker tæt på den gamle bydel, som vi har nydt med al dens liv og gode stemning.

Det blev til besøg på byens fort med udsigt over by og bugt.

Og selvfølgelig besøg i colombianske cafe-bikse, hvor vi bl.a smagte kold kaffe – og mødte Anne og Casper. Et dansk backpacker par fra Ålborg, som vi har hygget os vældigt med.

Man kan da også sejle til Sydamerika

Tidlig lørdag d. 3. marts lettede Nala Danica anker i Spanish Water, Curacao – en beskyttet lagune, hvor vi har ligget i stille vand omgivet af flotte huse af den dyre slags.
Ud- og indklarering hos told, skat og havnemyndighederne foregår i hovedstaden Willemstad. Så to gange har vi besøgt Willemstad, der har tydelige tegn på øens fortid som hollandsk koloni. Dels tales hollandsk, valutaen hedder Gylden og husene ligner huse i Holland.

Sejladsen fra Curacao til Cartagena i Colombia har været planlagt og gennemtænkt grundigt. De knap 500 sømil sejles først langs Venezuelas kyst – og grundet den politiske og økonomiske situation der, er der risiko for røveriske overfald, hvis man sejler for tæt på kysten.
Sidste del af turen følger Colombias kyst, hvor Andesbjergene ofte skaber voldsom vind og meget høje bølger.
Så vi har gransket vejrudsigterne nøje og lagt en rute med god afstand til kysten. Et gunstigt vejrvindue viste sig fra lørdag og de 4 døgn frem, som turen tager.

De første 2,5 døgn havde vi næsten ingen vind og det caribiske hav var fladt og roligt. For at have en rimeligt chance for at nå Cartagena, mens vejret var gunstigt, måtte vi sejle for motor i mere end 2 døgn.

Vi har for første gang i mange måneder set delfiner – flere store flokke, der leger rundt om båden, springer op lige foran stævnen. Vi har også set flokke af spækhuggere, der laver blås – vandsøjle – og hopper op af vandet. Og vi har fundet flyvefisk på dækket.

 

Skippers nye fiskeudstyr kom i brug på turen – og en stor flot Mahi mahi bed på krogen. Fisken kæmpede længe, men forgæves for at undgå at blive ceviche og fiskefrikadeller. Både sprit, krog, kniv, hammer og net var i brug, inden doradoen (kær fisk har mange navne) kunne parteres på agterdækket.

 

Sejlturen har også været præget af skader på udstyr, som følge af de mange timer og sømil, som Nala Danica har lagt bag sig siden d. 8. juli 2018, kl. 12. Knap 8.000 sømil ( x 1,8 = km) og 8 måneders konstant brug sætter sine spor – selv på en Najade.

Første dag mistede vindroret en vigtig skrue og kunne derfor ikke anvendes på turen. Heldigvis har vi også en elektrisk autopilot, som kan styre båden præcist og sikkert – og frigive hænder til andre opgaver.
Midt i frisk vind og vældige bølger knækkede en lazyline (holder sejlet samlet, når det ikke er i brug) og sejlet måtte surres fast til bommen med tovværk. Under denne operation satte motoren ud, så der skulle handles målrettet og hurtigt for at få skuden på rette kurs.
Det viste sig, at være en tilstoppet slange, der forhindrede dieslen i at nå frem til motoren.
Skipper og Sarah brugte en hel dag på at fejlfinde og opfinde en midlertidig løsning. Motoren er en vigtig del af bådens sikkerhedsudstyr, så det skulle fixes.
Far og datter fik installeret en dunk med diesel, som kunne føde motoren med brændstof – i en kortere tid.

Sejladsen fra Santa Marta i Columbia og til Cartagena foregik i frisk, frisk vind og vældige bølger, men vejret var langt fra så hårdt, som andre har oplevet det på det stræk.
Men med 15 m/s (vind) og 3-4 m høje bølger var vi noget spændte på at skulle sejle ind i Cartagena med tvivlsom motorkraft kl. midt om natten.
Heldigvis løjede både vind og sø, da vi lå ud for indsejlingen til millionbyen – og Nala Danica kunne sejle for sejl gennem downtown og frem til en ankerplads ud for den gamle bydel. Motoren kørte netop længe nok til, at vi fik ankeret i og tjekket, at det havde godt fast i bunden.
Trætte, lettede og stolte kunne alle gå til køjs til en velfortjent søvn uden nattevagt og bølgegang.
Nu skal vi finde ud af at indklarere, reparerer skader, finde et bad, vand, noget mad og wifi – og ikke mindst opleve Cartagena, som er en by på UNESCO’s Verdensarvsliste.