Tirsdag d, 19. juni lettede Nala Danica anker ved Ua Pou i Marquesas og satte kurs mod Tuamotu Atollerne.

Vi havde nydt et par dejlige uger i Marquesas. Øerne er utrolig smukke og frodige, befolkningen venlig og imødekommende, og vi møder sejlere med de samme planer og drømme – uanset hvor i verden de kommer fra.
På øen Nuku Hiva lejede vi bil og kørte ind i landet og op i bjergene. Alle steder er der blomstrende buske og træer – og træer med mango, pommelo, papaya, lime, bananer, kokos og brødfrugt.
Selv på de fjerneste skråninger og skovstrækninger går vilde heste, kvæg, geder, grise og høns. Den, der fanger et dyr og tøjrer det, er dyrets ejermand.

Vi har set tikier og tatoos, sunget med på polynesisk i kirken og byttet os til frugt hos de lokale. Vi har fået fyldt gasflasker, købt benzin, diesel og motorolie, rengjort motorrummet, vasket teakdækket og repareret diverse. Vi har brugt urimeligt meget tid på at få internet og forsøgt at ordne vigtige ting, som bank og forsikringer, men det er næsten ikke muligt.

Sejladsen fra Marquesas til Tuamotu Atoller er på 500 sømil. Det er ca 4 døgn på åbent hav.
Tuamotu Atollerne er også en del af fransk Polynesien og er ring-koral-øer. Ringen består af koralrev med en åbning, som man kan sejle igennem og ind i lagunen.
Det er ikke ufarligt at sejle omkring i vand med koralrev og tidevand, der giver voldsom strøm og stående bølger. Så vi havde forberedt os godt på at besøge et par af atollerne på vores vej mod Tahiti.

Kauehi atollen blev valgt til vores første atol-besøg. Den har en bred passage og mildere strøm end andre atoller, så det er en god begynder-atol.
På vej mod Kauehi sejlede vi tæt ved en amerikansk båd, som vi var i jævnlig kontakt med på vhf. Vi udvekslede info om tidevand, strøm, vind – og hvordan og hvornår det var bedst at sejle gennem passagen. Nogle atol-åbninger skal passeres i modstrøm – andre i medstrøm – og det hele afhænger af retning og styrke på vind, strøm og bølger.
Vi ankom til Kauehi et par timer før højvande – og ventede uden for passet til højvandet havde toppet og strømmen vendt.
Spændte nærmede vi os åbningen og de stående bølger i indsejlingen. Det gik så fint – og lettelsen var stor, da Nala Danica kunne sejle i lagunen med retning mod ankerbugten.
I denne del af verden kan vi ikke regne med at alle områder er kortlagt, så vores søkort – både elektroniske og papir – skal suppleres af grundig udkig. På engelsk hedder det ‘to do eyeball navigation’. Farven på vandet fortæller noget om dybden og hvad der er på bunden – sand, søgræs, koralrev,

Fakarava blev vores næste atol. Den er noget større og mere besøgt end Kauehi – og dermed er der også flere faciliteter, så som en bager, et par restauranter, mulighed for at besøge en perlefarm eller dykke med hajer og ikke mindst wifi, så vi måske kan komme i kontakt med familie, venner, bank, forsikringer mm.

Indsejlingen til Fakarava gik også fint, men netop som vi skal til at gøre anker klar, hører vi et nødopkald på vhf-radioen! En båd er stødt på et rev og tager nu vand ind i store mængder. Ombord er 6 personer heraf flere børn. Vi sætter kurs mod den forulykkede båd for at yde assistance. Heldigvis er der en del både i området, som hurtigt kan sejle tæt på den synkende båd i deres gummibåde og få børn mm reddet ud. Puha – det kunne have endt galt. Men en stor glæde at se, hvordan alle sejlere var parat til at komme en forulykket båd til undsætning.