Author Archives: naladanica2017

Roadtrip på Sydøen, NZ – og velkommen til lillesøster

Nala Danica ligger stadig i Bay of Island og er vores faste base, mens vi er i New Zealand.

I det meste af januar er vi på roadtrip på New Zealands sydø med telt og trangia.

Naturen på NZ er helt ekstra ordinær smuk og varieret, så det sværeste er faktisk at vælge fra, når vi nu ‘kun’ er her i 5 måneder.

Efter hver bakketop og hvert hårnålesving dukker de smukkest landskaber frem. Bjerge med og uden sne, floder, skove, sære små cowboy-agtige byer, enorme enge med kvæg eller får, langstrakte marker med vin, humle, citrus, majs, æbler, abrikoser……

566766f2-37e5-4b2a-ab9f-9fc07fd9b2ef

Efter 1.5 år på vandet har vi dog så meget saltvand i blodet, at view over Stillehavet eller det Tasmanske Hav giver tårer i øjnene. Vandet rundt om NZ er stort, smukt, skræmmende og voldsomt.

Vi har boet på Airbnb i Wellington, NZs hovedstad. Her besøgte vi Weta Workshop – dem der har skabt kulisser til bl.a Ringenes Herre. Gollum kender vi vist alle.

I Marlborough vindistrikt besøgte vi vingårde, både kæmpe, effektive Wither Hills og hånddrevne, biodynamiske Hans Herzog. Vin er vidunderligt.

1c92aa8e-9979-4b8f-9cf2-a25455d332a1

Vi har vandret i Abel Tasman National Park – og vi set the Pancake Rocks. Og så er der stadig så meget forude.

I starten af januar fik vi den glædelig besked, at lillesøster – vores 5. barnebarn – var kommet til verden. Tillykke til familien Zankari med endnu et mirakel.

31d108aa-77f8-4fef-98c5-73c7e9b0cb3a

 

Far north i New Zealand

Vi har nu været tilbage på Nala Danica i 2 uger, siden vi var en tur hjemme i Danmark. Vi bor igen på båden på bøjen i bugten ved Opua i Bay of Islands i den nordligste del af New Zealand.

De fleste, der besøger NZ kommer ikke meget nordligere end Auckland, selvom området her har meget at byde på.

Vi har opsøgt natur og kultur i nærheden. 

I Kawakawa boede kunstneren Hundertwasser i mange år, og hans sidste værk blev byens offentlige toiletter.

På Waitangi Treaty Grounds blev NZs første traktat underskrevet af maorier og brittere d. 6. februar 1840. 

Byen Russell var NZs første hovedstad. Landets ældste kirke Christ Church fra 1836 viste at korssting kan bruges til andet end julekalendere til børnebørnene.

Vi har været på den første campingtur med telt, luftmadras, trangia og spray mod sandfluer. 

Turen gik til Cape Reigna, der er det allernordligste punkt på NZ – her mødes Det tasmanske hav og Stillehavet. I følge Maori-legender er det netop her sjælen forlader den døde krop for at gå til en anden verden.

Vi besøgte the Giant Sand Dunes på vestkysten, hvor man kan leje et board og surfe ned af de stejle sandskrænter.

På Ninety Mile Beach mødte vi Maori-parret Jack og Kimberly med deres børn. De inviterede os til at torpedo-fiske med dem. Torpedoen blev sendt afsted ud i havet med ca 2 km line med kroge og madding. Vi havde aldrig set den form for fiskeri før. Fangsten var 3 hajer!! De 1.5 meter lange gråhajer blev nænsomt sat tilbage i vandet igen.

I NZ starter skolesommerferien nu og varer til begyndelsen af februar. Men det er også juletid, så der er pyntet op i butikker, og hver by har deres årlige Christmas Parade.

Pohutukawa eller New Zealand Christmas Tree vokser alle vegne langs kysten og blomstrer i december og januar med de smukkeste røde blomster.

Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul.

Tur-retur til Danmark

Nala Danica ligger stadig i Opua, New Zealand – vores første havn efter turen fra Tonga.

F7D300BB-F746-4584-82BE-7D21E176F953

Men nu ligger båden fortøjret til en solid bøje i en beskyttet bugt tæt på havnen og bliver passet på af Mike fra Yacht Care, der jævnligt sejler forbi og tjekker fortøjninger mm – og af Ian & Pat, der ejer bøjen og som fra deres veranda holder skarpt udkig med al liv i bugten. Da vi besøgte Ian & Pat, lagde vi straks mærke til de 3 kikkerter og haglgeværet på verandaen. Geværet var nu tiltænkt de vilde kaniner, der spiser af havens liljer.

Skipper og frue sidder lige nu i DK og kigger ud på en frosthvid græsplæne og længes tilbage til båden og varmen i NZ.

Vi nåede at have ca 14 dage i NZ, hvor vi fik landet os mentalt, så vi kunne planlægge vores tid frem til marts/april, hvor Nala Danica sættes på et fragtskib med kurs mod Sydengland. 

Vi havde måske nok drømt om at køre rundt i en rigtig camper Van, men hold op, hvor er det dyrt! Så vi har købt en bil med plads til et par madrasser – og et telt.

75028B75-09FF-41FA-9947-4118E3FF8E13

Vi har genset kiwi-parret Barbera & Jon, som har boet på deres selvbyggede båd i 30 år og har opfostret 5 drenge, der i dag er voksne.  Barbera & Jon har været en stor hjælp med bl.a planlægning af rute rundt på hhv Syd- og Nordøen. Og så har de inviteret os til at holde jul sammen.

Men hvorfor sidder vi nu i DK?

Vi skulle lige hjem og have tjekket et modermærke – og det gik heldigvis godt. Altså ikke noget slemt, men stadig en seriøs påmindelse om, at solen er en farlig spiller. Ikke mindst da NZ ligger tæt på Antarktis, hvor hullet i ozonlaget er stort, så almindelig solcreme slet ikke beskytter mod de farlige uv-stråler.

Trods det ikke var planlagt, har vi nu nydt et ophold i DK. Især gensynet med børn og børnebørn har været fantastisk. Lige at se Viggo tage sine første skridt, høre Holger øve sig i høflighedsfraser, se Elyas spille teater på skolen, høre Aya synge – og mærke lillesøster sparke i maven. Vi nåede også Sarahs 30 års fødselsdag og kaffeslabaras hos Julius.

Nu er flybillet retur til NZ bestilt – og snart er vi på vej tilbage for at genoptage og afslutte vores eventyr på ordentlig vis.

New Zealand – landet Down under

Torsdag d. 25. oktober kl. 19:00 kunne vi fortøjre Nala Danica ved Customs Pier i Opua i den nordlige ende af New Zealand.

En helt fantastisk følelse at have nået en af de helt store milepæle på vores lange rejse.

Sejladsen fra Tonga gik godt – dvs det er et råt farvand, som nok altid byder på en del rå sejlads. I de første 3 døgn havde vi kraftig vind og kæmpe bølger – det betød at vi skød en vældig fart, men behageligt var det ikke. De sidste 4 døgn sejlede vi i let vind, så både sejl og motor var i brug for at få Nala Danica frem til NZ, inden næste lavtryk. 

Vi havde en dag med havblik og skyfri himmel, med den smukkest solnedgang og (næsten) fuldmåne hele natten.

Vi har ikke fisket på denne tur, da vi har haft rigeligt med mad, der skulle spises op for ikke at blive konfiskeret af tolderne i NZ. Vi måtte aflevere en pose popcorn, 3 flasker honning, 1 1/2 citron og to fed hvidløg.

Temperaturen er faldet fra de vante 30 grader til ca. 15-20 grader. På havet og især om natten har det været koldt. Huer, dyner, uldundertøj, fleecetæpper og det store sæt sejltøj har været i brug.

Det er vældig overvældende endelig at stå på fast grund i NZ. Foran os har vi ca 5 måneder, inden Nala Danica fragtes fra Auckland til Southampton på et stort containerskib.

Vi ved, at vi både vil sejle langs østkysten på Nordøen, men også kører rundt i bil på både Nord- og Sydøen.

Nu skal vi så beslutte, hvornår og hvordan vi gør det.

Skal vi leje eller købe bil eller camper Van ? Hvad med båden, når vi kører rundt – skal den på land eller blive i vand? Og hvor?

Først skal vi have tjekket op på båd og besætning, der alle trænger til vask og kærlig pleje. Vi skal have fyldt vores maddepot op igen, så vi kan sejle rundt og ligge for anker og være uafhængige af supermarkeder og indkøb.

Nala Danica er den eneste danske båd i Opua, men der er mange andre sejlere, som vi har mødt forskellige steder på vores rejse – og som vi nu møder her igen. Dem hænger vi ud med.

 

Farvel til Tonga og troperne – next stop NEw Zealand

Nala Danica ligger ved Tongas hovedstad Nuko’alofa og gør klar til sejladsen til New Zealand. Det bliver vores sidste lange sejltur i Stillehavet – og endda i et farvand med andre vejrforhold end vi ellers har mødt. Både på sejladsen over Atlanten og over Stillehavet til Marquesas har vi haft glæde af passatvind – Trade Wind – en forholdsvis stabil vindretning og vindstyrke.

Turen til NZ byder på større vejrmæssige udfordringer, så vi skal vente på det helt rigtige vejrvindue.

Heldigvis er vi mange både, der skal samme vej og som kigger efter det samme vejrvindue. Og vi har købt assistance hos en prof vejrmand, som rådgiver om det bedste starttidspunkt, og som sender daglige vejrmeldinger undervejs. Torsdag morgen sejler vi afsted og skulle kunne få en rigtig god sejlads til Opua i den nordlige del af NZ.

Vi har nydt opholdet i Tonga. Først lang tid i den nordlige ø-gruppe Vava’u, hvor vi har ligget en stor del af tiden ved hovedbyen Neiafu, men også sejlet rundt ved flere af de mange små øer med smukke ankerbugte.

Neiafu er hjemsted for en del expats (tilflyttere) fra USA, Canada, Australien og New Zealand. Det er primært dem, der driver byens restauranter og barer – og også dem, der har startet Vava’u Radio, som er et non-profit projekt. Kommunikationen foregår over VHF Radioen – kanal 26, som er en forstærket kanal, der kan nå alle øer i Vava’u. Hver morgen kl. 8:30 er der Cruisers Net med vejrudsigter, annoncering fra frivillige organisationer og fra byens handlende, velkommen og farvel til besøgende sejlbåde – og mulighed for at sejlere kan søge råd. 

Resten af døgnet er radioen bemandet og kan hjælpe med stort set alt. Vi har hørt radiovært Barry formidle migrænemedicin fra en sejlbåd til en anden ved en fjerntliggende ø – og spørge efter en læge blandt sejlerne, da en pige var faldet og slået hovedet – og organisere hjælp til en katamaran med 15 børn og 9 voksne, der gik på grund på et koralrev. Vi har også hørt Barry guide mange både gennem rev og passager. Meget alsidig, men vigtig institution.

Den årlige Vava’u Blue Water Festival afholdes i Neiafu – også med gruppen af expats som drivkraft. I en uge var der bl.a oplæg fra folk fra NZ om at sejle til deres havne og hvilke formaliteter, der skal være styr på. Der var morgenmad, pizza, BBQ, grillpølser, øl og kapsejlads. – men nok vigtigst var der rig lejlighed til at networke med andre sejlere, som skal sejle turen til NZ. Festivalen sponsorerer den lokale Hosea Christian Mission Preschool, som inviterede til optræden og mad. Skolen er drevet af ildsjælen Dorothy fra Fiji, som sammen med sin familie bor i et lille rum i det ene hjørne af en meget lille, meget slidt og dermed meget snavset skolebygning. I år gik pengene fra festivalen til maling af skolebygningen. Sidste år blev taget repareret, så der ikke længere behøver stå spande rundt i rummene, når det regner – og det gør det tit og meget.

EB72D74D-CB76-4A32-A782-300B6E4F15AE

Vores lille pakke med skolematerialer blev modtaget med et stort smil og malo – tak.

Det var en meget livsbekræftende oplevelse, at se børnene optræde med sang og dans – og at opleve deres glæde ved at optræde for os.

Vores ophold i Vava’u sluttede af ved øen Mounu Island i syd. Den lille piktoreske ø har et resort, hvor familien Beha boede, mens bogen ‘Hej Far, Kære Emil’ blev skrevet. Resortet ejes af Christie, der købte stedet for 1 dollar for 30 år siden. Christie er kendt for at lave en fantastisk 3-retters menu til resortets  gæster. Besøgende sejlere kan spise med, hvis de booker 24 timer i forvejen. Med hjælp fra Barry fik vi booket bord til den sidste aften i Vava’u. 

Nala Danica smed anker ud for Mounu Island på 15 meter vand med koralrev, som kan gøre det vanskeligt at få et godt ankergreb.

Skipper og frue sejlede i gummibåden ind til øen og resortet – gik en tur på den hvide sandstrand – satte os på terrassen med en g&t for at nyde solnedgangen over bådene i ankerbugten. 

Bedst som vi sad der og nød det hele, kunne vi se, at Nala Danica flyttede sig ifh til de andre både! Båden drev! Vi kastede os hurtigt i gummibåden, sejlede efter Nala Danica – kom ombord, fik startet motoren og hevet ankeret op. Puha!!

Næste forsøg med at ankre op foran øen gik heller ikke, så vi måtte hurtigt ind og betale vores g&t – og afmelde middagen. Ærgerligt.

I bælgravende mørke sejlede vi rundt om en anden ø, kastede anker på sandbund og blev liggende.

Ha’apai er den midterste øgruppe i Tonga. Mange små øer spredt over et stort område – de fleste er ubeboede. 

I hovedbyen Pangai sagde vi farvel til gasterne Ida og Lise, som ikke følte sig søstærke nok til at sejle med på det lange stræk fra Tonga til NZ. Lise og Ida flyver til NZ og fortsætter deres rejse mod Bali, som planlagt.

Vi besøgte øen Ha’afeva – gik et par kilometer tværs over øen til byen med samme navn. Først gennem jungleagtig skov, så forbi byens kvæghold, lossepladsen og kirkegården, inden vi kom til den lille by. Byen er en lang grusvej med huse på begge sider. Skolen og kirken er de største og flotteste bygninger.

Vi mødte Auka, som driver en meget lille dagligvarebutik i byen. Auka spurgte, om vi mon havde en ekstra påhængsmotor, som vi ville af med. Hans egen var gået i stykker og i sidste uge havde en sejler foræret skolelæreren en 15 HK Yamaha – den ville Auka godt have haft. Vi har kun en (2,3 HK) motor, så vi kunne ikke hjælpe Auka. 

Vi mødte også en familie i deres stiveste puds på vej til et kirkeligt arrangement, hvor kvinderne skulle holde tale for mændene. Familien fortalte, at der bor et par hundrede mennesker på Ha’afeva – bortset fra omkring jul, hvor der bor 500. Så kommer familie og ikke mindst alle børn over 12 år, som går i skole i hovedstaden.

Uldundertøj, huer og dyner er fundet frem – for nu forlader vi troperne og kan forvente en både kold og våd sejlads. Tank og ekstra dunke er fyldt med diesel, mad til de første dage er tilberedt, rugbrød er bagt – og watermakeren laver drikkevand. Vi er klar til de ca 1100 sømil.

Vava’u, Tonga – og velkommen til Ida & Lise.

Nala Danica er nu kommet til ø-gruppen Vava’u i det nordlige Tonga. Sejladsen hertil betød passage af både den 10 kilometer dybe Tongagrav – og af datolinjen. Så i år har vi misset d. 10. september.

3 forskellige myndighedspersoner skulle ombord på båden for at indklarere os. Igen skulle stakke af papirer med de samme oplysninger udfyldes og stemples. Vi var blevet gjort opmærksomme på, at vi kunne blive udsat for korruption, men blev alligevel både overraskede og irriterede, da tolderen flere gange insisterende bad om en cigaret og en øl – og da immigrationsmanden bad os donere penge til hans børn, inden han havde givet os det nødvendige stempel i passet. De blev begge budt en sodavand, og vi fik vores stempler uden bestikkelse.

Vores nye gaster, Ida og Lise kom flyvende fra Danmark for at sejle med ombord til New Zealand. Det er dejligt endelig at møde de to unge piger og skønt at se dem indtage båden med de muligheder og begrænsninger, der er på 11,25m båd. Og så elsker de at lave mad og spille spil.

Udvalget af madvarer er forholdsvis begrænset her i Neiafu. Mejeriprodukter er stort set ikke eksisterende, mayonnaise kommer til byen med forsyningsskib i næste uge – og butikkerne havde udsolgt af æg pga 2 begravelser i byen. Vi ved ikke helt, hvordan æg indgår i begravelserne – kun fantasien sætter grænser!

Heldigvis har byen et godt marked med kendte og ukendte produkter, så mad skal vi nok få.

Både hunde, høns og grise går frit omkring – og en enkelt tøjret kalv er vi også stødt på.

Den første ugestid i Tonga var regnfuld og blæsende. Alt var vådt og fugtigt, så der skal konstant åbnes luger for at få luftet ud – for snart at lukke i for næste byge. 

Da der blev varslet bedre vejr med høj sol og milde vinde, sejlede vi fra ankerpladsen ved byen Neiafu til smukke ankerbugte på øer i nærheden.

Sejladsen til Port Maurelle foregik i tør vejr og nogen sol, men allerede næste dag kom så voldsomme regnmængder, at vi kunne opsamle regnvand og næsten få fyldt vandtanken op. 

Port Maurelle har gode snorkelsteder med fisk i mange farver og koralrev – både levende og mere matte.

Vi fik fejret Lises fødselsdag i regnvejr med varm chokolade og fødselsdagsboller – og vi fik sagt farvel til Xenia, der nu sejler mod Fiji, Mikronesien, Filippinerne og Thailand, mens Nala Danica om ca en måned sejler mod New Zealand.

Endnu engang tabte vi noget i vandet! Denne gang var det ikke briller, men en vigtig og bekostelig del til bådens Magma grill. Vandet var krystalklart, så vi kunne tydeligt se det 15×30 cm rustfri stålskjold ligge på sandbunden – 8 meter nede. Da vi ikke selv kan fridykke og ikke har dykkerudstyr, måtte vi rundt til de andre både og spørge, om de kunne hjælpe. 

Heldigvis synes Dick fra Californien, at det var en sjov opgave – og fuldstændig målrettet og elegant dykkede han ned og hentede Magma-skjoldet op. Tak til Dick og Laura for at hjælpe os med det.

Så var vi klar til at besøge en ny ø og kastede anker ud for stranden, hvor David og hans kone inviterer til Tongan Feast hver lørdag aften. Familien laver en stor buffet med tongansk mad, som for 50Top$ serveres på stranden under det kæmpestore banjontræ. Familien har 11 børn, så det kan være svært at få alle dresset passende på til kirkegang. Vi havde lidt hårpynt med som gave til familien. 

David inviterede os til at deltage i deres kirke søndag morgen – og også til at være med, når mændene mødtes før kirkegang til Cava Circle. Kirken lå på en større ø noget væk.

Søndag morgen fik vi Anna – en af Davids døtre – ombord i gummibåden og sejlede med Anna som vejviser til Matamaka.

5-7 mænd sad i rundkreds på sivmåtter og drak cava – pulveriseret cavarod, som blandes op med vand og serveres i skåle af kokosskaller. Vi blev hilst velkommen og vist til rette på måtterne, inden vi blev budt en skål cava. Mændene fulgte spændt vores reaktion på drikken. Det smagte mest af alt som muddervand, men gav en snurrende fornemmelse på læber og tunge. 

Efter at have snakket med præsten, borgmesteren, David og de andre mænd i cirklen – og efter flere skåle/skaller cava, takkede vi af og gik til gudstjeneste i kirken ved siden af. Her sad mest kvinder og børn og sang højt, smukt og intens. Mellem sangen talte den kvindelige prædikant,  mens hun tørrede øjne og næse. Måske græd hun, måske var hun forkølet.

Alle var klædt på i festtøj. Kvinder og piger i lange galla-agtige kjoler og udenpå en slags bælte eller bastskørt om livet. Det minder om mange små bastbordskånere, der er syet sammen. Håret er sat op og pyntet med kunstige blomster. Vi så også vores gave i håret på en af Davids døtre.

Mændene har skjorter, slips og habit – og uden på det, har de en sivmåtte snøret om livet.

Nu er vi tilbage på en bøje ud for byen Neiafu, hvor vi har sagt farvel til danske Pelagos, inden de sejlede til Fiji. 

Næste uge deltager vi i den årlige Blue Water Festival. Ugen byder på forskellige aktiviteter for sejlere og ikke mindst på informationer om at sejle til og tjekke ind i New Zealand. Der er ret strikse regler mht fødevarer og bådens bund.

En af de største attraktioner på Vava’u fra april til november er muligheden for at svømme med pukkelhvaler. Det har vi nu også prøvet. En helt fantastisk og intens oplevelse at være så tæt mor og baby pukkelhval. Desværre var vores GoPro-kamera (vand(u)tæt) gået i stykker, så vi har lånt foto af andre.

Niue – en lille ø-stat i Stillehavet

Nala Danica har nu ligget for anker ved Niue i 5 dage og skal videre mod Tonga i dag, lørdag d. 8. september.

Turen til Tonga tager ca 2 døgn, men da vi skal passere datolinjen mister vi et døgn og er først fremme lige tids nok til at modtage vores nye gaster, Lise og Ida.

Niue er en af verdens mindste selvstændige stater med ca 1400 indbyggere. Øen har været ramt af cyklonerne Heta og Hattie for mere end 10 år siden. Mange huse står ødelagt og forladt, da familier har valgt at flytte til New Zealand istedet for at starte forfra her.

9533CC01-6D94-4F7B-9126-BBBBF0E49B15

Vi har været rundt på øen i bil sammen med sejlervenner fra båden Xenia. Vandet rundt om øen er utrolig klart.

Vi har ligget meget uroligt på ankerpladsen og er lidt møre af afbrudt søvn.

For at komme i land skal gummibåden hejses op på kajen med kran, og da bølgerne omkring kajen er voldsomme, har det været noget af en oplevelse.

Nu glæder vi os til at komme på havet igen – og til at opleve Tonga.

510611FB-4D5D-40D5-A8FB-99AD68AA5849