Author Archives: naladanica2017

Vava’u, Tonga – og velkommen til Ida & Lise.

Nala Danica er nu kommet til ø-gruppen Vava’u i det nordlige Tonga. Sejladsen hertil betød passage af både den 10 kilometer dybe Tongagrav – og af datolinjen. Så i år har vi misset d. 10. september.

3 forskellige myndighedspersoner skulle ombord på båden for at indklarere os. Igen skulle stakke af papirer med de samme oplysninger udfyldes og stemples. Vi var blevet gjort opmærksomme på, at vi kunne blive udsat for korruption, men blev alligevel både overraskede og irriterede, da tolderen flere gange insisterende bad om en cigaret og en øl – og da immigrationsmanden bad os donere penge til hans børn, inden han havde givet os det nødvendige stempel i passet. De blev begge budt en sodavand, og vi fik vores stempler uden bestikkelse.

Vores nye gaster, Ida og Lise kom flyvende fra Danmark for at sejle med ombord til New Zealand. Det er dejligt endelig at møde de to unge piger og skønt at se dem indtage båden med de muligheder og begrænsninger, der er på 11,25m båd. Og så elsker de at lave mad og spille spil.

Udvalget af madvarer er forholdsvis begrænset her i Neiafu. Mejeriprodukter er stort set ikke eksisterende, mayonnaise kommer til byen med forsyningsskib i næste uge – og butikkerne havde udsolgt af æg pga 2 begravelser i byen. Vi ved ikke helt, hvordan æg indgår i begravelserne – kun fantasien sætter grænser!

Heldigvis har byen et godt marked med kendte og ukendte produkter, så mad skal vi nok få.

Både hunde, høns og grise går frit omkring – og en enkelt tøjret kalv er vi også stødt på.

Den første ugestid i Tonga var regnfuld og blæsende. Alt var vådt og fugtigt, så der skal konstant åbnes luger for at få luftet ud – for snart at lukke i for næste byge. 

Da der blev varslet bedre vejr med høj sol og milde vinde, sejlede vi fra ankerpladsen ved byen Neiafu til smukke ankerbugte på øer i nærheden.

Sejladsen til Port Maurelle foregik i tør vejr og nogen sol, men allerede næste dag kom så voldsomme regnmængder, at vi kunne opsamle regnvand og næsten få fyldt vandtanken op. 

Port Maurelle har gode snorkelsteder med fisk i mange farver og koralrev – både levende og mere matte.

Vi fik fejret Lises fødselsdag i regnvejr med varm chokolade og fødselsdagsboller – og vi fik sagt farvel til Xenia, der nu sejler mod Fiji, Mikronesien, Filippinerne og Thailand, mens Nala Danica om ca en måned sejler mod New Zealand.

Endnu engang tabte vi noget i vandet! Denne gang var det ikke briller, men en vigtig og bekostelig del til bådens Magma grill. Vandet var krystalklart, så vi kunne tydeligt se det 15×30 cm rustfri stålskjold ligge på sandbunden – 8 meter nede. Da vi ikke selv kan fridykke og ikke har dykkerudstyr, måtte vi rundt til de andre både og spørge, om de kunne hjælpe. 

Heldigvis synes Dick fra Californien, at det var en sjov opgave – og fuldstændig målrettet og elegant dykkede han ned og hentede Magma-skjoldet op. Tak til Dick og Laura for at hjælpe os med det.

Så var vi klar til at besøge en ny ø og kastede anker ud for stranden, hvor David og hans kone inviterer til Tongan Feast hver lørdag aften. Familien laver en stor buffet med tongansk mad, som for 50Top$ serveres på stranden under det kæmpestore banjontræ. Familien har 11 børn, så det kan være svært at få alle dresset passende på til kirkegang. Vi havde lidt hårpynt med som gave til familien. 

David inviterede os til at deltage i deres kirke søndag morgen – og også til at være med, når mændene mødtes før kirkegang til Cava Circle. Kirken lå på en større ø noget væk.

Søndag morgen fik vi Anna – en af Davids døtre – ombord i gummibåden og sejlede med Anna som vejviser til Matamaka.

5-7 mænd sad i rundkreds på sivmåtter og drak cava – pulveriseret cavarod, som blandes op med vand og serveres i skåle af kokosskaller. Vi blev hilst velkommen og vist til rette på måtterne, inden vi blev budt en skål cava. Mændene fulgte spændt vores reaktion på drikken. Det smagte mest af alt som muddervand, men gav en snurrende fornemmelse på læber og tunge. 

Efter at have snakket med præsten, borgmesteren, David og de andre mænd i cirklen – og efter flere skåle/skaller cava, takkede vi af og gik til gudstjeneste i kirken ved siden af. Her sad mest kvinder og børn og sang højt, smukt og intens. Mellem sangen talte den kvindelige prædikant,  mens hun tørrede øjne og næse. Måske græd hun, måske var hun forkølet.

Alle var klædt på i festtøj. Kvinder og piger i lange galla-agtige kjoler og udenpå en slags bælte eller bastskørt om livet. Det minder om mange små bastbordskånere, der er syet sammen. Håret er sat op og pyntet med kunstige blomster. Vi så også vores gave i håret på en af Davids døtre.

Mændene har skjorter, slips og habit – og uden på det, har de en sivmåtte snøret om livet.

Nu er vi tilbage på en bøje ud for byen Neiafu, hvor vi har sagt farvel til danske Pelagos, inden de sejlede til Fiji. 

Næste uge deltager vi i den årlige Blue Water Festival. Ugen byder på forskellige aktiviteter for sejlere og ikke mindst på informationer om at sejle til og tjekke ind i New Zealand. Der er ret strikse regler mht fødevarer og bådens bund.

En af de største attraktioner på Vava’u fra april til november er muligheden for at svømme med pukkelhvaler. Det har vi nu også prøvet. En helt fantastisk og intens oplevelse at være så tæt mor og baby pukkelhval. Desværre var vores GoPro-kamera (vand(u)tæt) gået i stykker, så vi har lånt foto af andre.

Niue – en lille ø-stat i Stillehavet

Nala Danica har nu ligget for anker ved Niue i 5 dage og skal videre mod Tonga i dag, lørdag d. 8. september.

Turen til Tonga tager ca 2 døgn, men da vi skal passere datolinjen mister vi et døgn og er først fremme lige tids nok til at modtage vores nye gaster, Lise og Ida.

Niue er en af verdens mindste selvstændige stater med ca 1400 indbyggere. Øen har været ramt af cyklonerne Heta og Hattie for mere end 10 år siden. Mange huse står ødelagt og forladt, da familier har valgt at flytte til New Zealand istedet for at starte forfra her.

9533CC01-6D94-4F7B-9126-BBBBF0E49B15

Vi har været rundt på øen i bil sammen med sejlervenner fra båden Xenia. Vandet rundt om øen er utrolig klart.

Vi har ligget meget uroligt på ankerpladsen og er lidt møre af afbrudt søvn.

For at komme i land skal gummibåden hejses op på kajen med kran, og da bølgerne omkring kajen er voldsomme, har det været noget af en oplevelse.

Nu glæder vi os til at komme på havet igen – og til at opleve Tonga.

510611FB-4D5D-40D5-A8FB-99AD68AA5849

Blæst inde på Cook Islands

Nala Danica forlod Bora Bora – sidste stop i Fransk Polynesien – d. 23. august og satte kurs mod Tonga. 

Vejrudsigterne viste 4-5 dage med sejlbart vejr, inden en front med kraftig vind (op til 18m/s) og høje bølger (over 4 m) ville præge en stor del af Stillehavet. 

Vi besluttede at sejle til Aitutaki – en ø i Cook Island, som ligger ca 4 døgns sejlads fra Bora Bora på ruten til Tonga. Vi kunne læse os til, at Nala Danica stikker for dybt til at sejle ind i Aitutakis lagune, men at det er muligt at ankre uden for revet på vestsiden af øen. Og da der varsles vind og bølger fra øst, betyder det noget læ på denne side.

Vi ligger nu på 3. døgn for anker uden for revet og kan kigge ind på øen og den stille, turkisblå lagune. Vi venter på, at blæst og bølger raser af, så vi kan fortsætte mod Tonga. Der skal vi møde vores nye gaster d. 12. september.

52477E9A-CD18-4C7F-8C29-7068F0F45612

Ankeret ligger på 15 m vand i koraler, vi har mere end 60 m kæde ude, men vindstødene er så kraftige, at det knager og brager omkring anker og kæde.

Vi har sat ankeralarm på. Den giver lyd, hvis båden flytter sig længere end kæden rækker. Altså hvis ankret river sig løs –  og vi driver. Heldigvis vil vinden føre Nala Danica væk fra revet og ud, hvor der er masser af vand at sejle på. Men forhåbentlig går det ikke så vidt, men vi er forberedt.

Biminien (solsejl over cockpittet) er klappet sammen, 2 solpaneler er afmonteret – og alt er surret godt fast.

I går var vi i land på Aitutaki og indklarere hos told, miljø og sundhed. I passagen ind til lagunen er der så mange strømsøer imod, at vores lille 2.3 HK påhængsmotor på gummibåden ikke kunne få os igennem. Vi var heldige, at dykkerbåden Booble’s Below kom forbi og tilbød at trække os ind til land. Med dykkerbådens 130 HK planede vi hele vejen. Turen tilbage kunne vi selv klare, da strømmen skubbede os ud gennem passagen.

80E7831D-2A55-4E23-BCD0-1B0FC35E0350

Det var tydeligt, at vi ikke længere er i Fransk Polynesien. Befolkningen er maoriske, taler maorisk /engelsk, kører i venstreside – men er lige så venlige og milde som polyneserne.

Nala Danica ligger her ret alene. Ingen andre sejlbåde besøger Aitutaki lige nu. Det vil dog sige, at vi har haft en kæmpe superyacht på over 50 m som nabo et par dage. Båden ejes af en vældig pengestærk hollænder, men kan lejes for ca. 275.000$ pr uge!

I går tog ejeren et privat jetfly herfra til Rarotonga for at poste et brev til sig selv. Han er frimærkesamler. Mon vi bliver inviteret på sundowner på Rosehearty?

Det er ikke ideelt at ligge uden for revet, når vejret er voldsomt. Til gengæld er vi i første række til det mest fantastiske dyreliv. Flere kæmpe store havskildpadder ‘bor’ så tæt på os, at vi kan følge dem. 

IMG_6026

Helt utroligt er det at se flokke af pukkelhvaler svømme forbi. Først ser vi deres blås (det hedder det), så en rygfinne, måske en halefinne og ind imellem en hval, der springer næsten helt ud af vandet. 

IMG_6042

IMG_6049

Endnu et par dage skal gå med at vente på bedre vejr, så vi læser bøger, ser film, spiller spil og nyder udsigten og det gode selskab, mens vi har øjne og ører på vindstød, anker og forkerte lyde.

Farvel til Fransk Polynesien

Nala Danica ligger nu ved øen Bora Bora, som nok er sidste stop i Fransk Polynesien, inden vi sætter kurs mod Tonga.

Bora Bora er en del af øgruppen Selskabsøerne/Society Islands, hvor vi har oplevet Heiva-festival på Tahiti, snorklet med rokke og hajer på Moorea, oplevet et lille polynesisk familieband på Huahine, forsøgt at finde en vanilleplantage på Taha’a og set en kæmpe flok pukkelhvaler i lagunen på Raiatea. 

På Bora Bora har vi fejret 20 års bryllupsdag på scooter rundt og rundt på den lille ø, inden vi sprang en flaske bobler til solnedgangen. 

Selskabsøerne er frodige, vulkanske øer med høje bjerge på midten og omkranset af koralrev, der danner læ mod havet. Indenfor koralrevet er den rolige lagune, hvor der kan sejles, bades, dykkes, ankres, fiskes,……

På afstand ser øerne ud, som om de er klædt i grøn velour i alle nuancer.

Nala Danica har nu været i Fransk Polynesien siden starten af juni. Vi har nydt de tre ø-grupper: Marquases, Tuamotus og Society Islands, der har mange ligheder, men også er ret forskellige.

Fælles er en meget venlig og imødekommende befolkning, der er stolte af deres polynesiske traditioner og kultur. Det virker som om der er balance mellem Fransk Polynesiens oprindelige sprog og kultur – og de muligheder, det giver at være knyttet til Frankrig.

Vi følger nøje vejrudsigterne for ruten til Tonga. Herfra Bora Bora til den nordlige øgruppe Vava’u, Tonga er der ca 1300 NM svarende til 10-12 dages sejlads. Strækningen kan bides over ved at lægge vejen forbi fx Aitutake, Cook Island og/eller Niue. Ruten fastlægger vi, når der er det rigtige vejrvindue, og vi kender vindstyrke og vindretning. 

C4DEBA40-5010-49F7-AE2E-84F2134FE62F

Vi følges med Lisbeth og Henrik på Xenia til Tonga. Dvs at vi sejler samme rute og holder daglig kontakt via satelittelefon. Lige nu er der noget rører i vejrsystemerne, som har vist sig ved kraftig vind og usædvanlig meget regn. Og vi tager ikke afsted, før det ser bedre ud. Så lidt endnu nyder vi den turkisblå lagune, siger nana (hej) og mauruuru (tak) og vinker til alle på vores vej.

Moorea – ananas og badning med Stingray og hajer

Efter at have nydt storbyen Papeetes mange muligheder i mere end 2 uger, var Nala Danica så klar til at komme på vandet igen. Vi blev dog forsinket en dag, da vores AIS ikke virkede mere. AIS er et uundværligt system, der gør at vi kan se andre skibe på vores plotter – og de kan se os. Fejlfinding viste at selve boksen, der sender og modtager signalet var død. Skipper måtte på jagt i butikker med marineudstyr eller elektronikudstyr – og heldig var han at finde en ny boks, som vi nemt kunne installere med de eksisterende kabler. Så heldig kan man være!

Moorea ligger kun 3-4 timers sejlads fra Papeete og er bl.a kendt for hval- og delfinsafari, for snorkling med rokke og hajer, for honeymoon-resorter, hvor palmehytterne står på pæle ud over vandet – og for at gro ananas.

Vi blev mødt af 3 kæmpe hvaler, der sendte deres blås højt op i luften, inden de sprang ud af vandet. I ankerbugten svømmer store havskildpadder rundt mellem bådene – 2-3 gange stikker de hovedet op og trækker luft, inden de forsvinder ned mod bunden igen. Kæmpe store og meget smukke dyr, der har været her siden jordens barndom.

Vi har vandret langs ananasmarker og arkæologiske udgravninger til et udsigtspunkt – og blaffet tilbage.

Vi har drukket sundowner og udvekslet oplevelser med nye og gamle sejlervenner. Især har vi nydt  at have tid sammen med Henrik og Lisbeth fra Xenia, som vi første gang mødte på Porto Santo og siden har holdt kontakt med. 

Her midt i Stillehavet gør langturssejlere sig mange overvejelser om, hvordan og om deres tur skal fortsætte eller afslutte. Skal båden sejles ellers sendes hjem? Skal den sælges? Skal man sejle nordpå eller sydpå? Skal man blive i fransk Polynesien en sæson mere? Mulighederne er mange.

Vi har jo heldigvis en plan for vores langfart – flere øer i Fransk Polynesien, Niue, Tonga, New Zealand – og Nala Danica fragtes til Southhampton i foråret 2019.

Der snakkes også om, hvordan det mon bliver at vende hjem til livet i Danmark efter 2 år på havet. Hvordan kan vi trække de gode ting fra turen med ind i hverdagen? Sammenhold, nærvær, tid, spontanitet, nysgerrighed, mod, åbenhed, det simple liv og ikke mindst uforudsigeligheden.

Ja, hvem havde troet, at skipper ville have en tatoo – det syntes bare pludselig så oplagt, at få et varigt minde fra turen – en marqusae tatoo som symboliserer det vigtige i ens liv. Flot er den hvert fald!

Vi har tanket duty-free diesel – og så har vi stået i Stingray City, et område, hvor hajer og rokke går helt tæt på land og man kan stå midt i flokken.

0DD291DE-FAEC-4C22-BB9D-1B32E303C3E6

Nu sejler Nala Danica videre vest på til øen Huahine, som også er en del af selskabsøerne. Fransk Polynesien er fantastisk!

Papeete – storbyliv på Tahiti

Det er nu 3 måneder siden, Nala Danica sidst har ligget i havn. Siden da har vi været på havet eller ligget for anker ved Galapagos, Marquesas og Tuamotu.

Søndag d. 8. juli kunne vi fortøjre båden i Papeete Havn på Tahiti – akkurat 1 år efter vi forlod Svanemøllen.

Tahiti er en del af den ø-gruppe, der hedder Selskabsøerne.

Papeete er hovedbyen på Tahiti – og i hele Fransk Polynesien, så det er en rigtig storby med alt hvad dertil hører af indkøbsmuligheder, underholdning, mylder og mennesker. En stor kontrast til de sidste måneders ø-liv.

Lige nu nyder vi alle byens tilbud – og ikke mindst samværet med andre sejlere havnen. Da vi kom lå her 6 andre danske både, en blanding af gode, gamle bekendte og helt nye ansigter.

På Tahiti holdes hvert år Heiva-festival, hvor der dystes i gamle polynesiske sportsgrene, sange og danse. Det har været en stor fornøjelse at se de store kor og dansegrupper optræde på den store scene – og at se sære sportsgrene, som stenløft, spydkast mm i parkerne.

Bastilledag d. 14. juli foregik meget stille her. Polyneserne synes ikke, det har noget med dem at gøre – det er for franskmænd. Men d. 15. juli, da Frankrig vandt VM i fodbold, var alle pludselig franske!

Nu er vi ved at have ordnet indkøb af ting til båden, som vi ellers først kan skaffe i New Zealand. Vi har haft så stabilt internet her, at der nu er kontakt til bank og forsikringer – og styr på det hele.

Om et par dage er vi helt klar til at fortsætte til andre selskabsøer, inden vi sejler til Cook Island.

Tuamotu atollerne

Tirsdag d, 19. juni lettede Nala Danica anker ved Ua Pou i Marquesas og satte kurs mod Tuamotu Atollerne.

Vi havde nydt et par dejlige uger i Marquesas. Øerne er utrolig smukke og frodige, befolkningen venlig og imødekommende, og vi møder sejlere med de samme planer og drømme – uanset hvor i verden de kommer fra.
På øen Nuku Hiva lejede vi bil og kørte ind i landet og op i bjergene. Alle steder er der blomstrende buske og træer – og træer med mango, pommelo, papaya, lime, bananer, kokos og brødfrugt.
Selv på de fjerneste skråninger og skovstrækninger går vilde heste, kvæg, geder, grise og høns. Den, der fanger et dyr og tøjrer det, er dyrets ejermand.

2ACC9848-C56B-4BCD-A948-3AAEDD8F7C01.jpeg

Vi har set tikier og tatoos, sunget med på polynesisk i kirken og byttet os til frugt hos de lokale. Vi har fået fyldt gasflasker, købt benzin, diesel og motorolie, rengjort motorrummet, vasket teakdækket og repareret diverse. Vi har brugt urimeligt meget tid på at få internet og forsøgt at ordne vigtige ting, som bank og forsikringer, men det er næsten ikke muligt.

FBE18EB2-832F-48D8-9A89-16D2FD167A66

Sejladsen fra Marquesas til Tuamotu Atoller er på 500 sømil. Det er ca 4 døgn på åbent hav.
Tuamotu Atollerne er også en del af fransk Polynesien og er ring-koral-øer. Ringen består af koralrev med en åbning, som man kan sejle igennem og ind i lagunen.
Det er ikke ufarligt at sejle omkring i vand med koralrev og tidevand, der giver voldsom strøm og stående bølger. Så vi havde forberedt os godt på at besøge et par af atollerne på vores vej mod Tahiti.

 

Kauehi atollen blev valgt til vores første atol-besøg. Den har en bred passage og mildere strøm end andre atoller, så det er en god begynder-atol.
På vej mod Kauehi sejlede vi tæt ved en amerikansk båd, som vi var i jævnlig kontakt med på vhf. Vi udvekslede info om tidevand, strøm, vind – og hvordan og hvornår det var bedst at sejle gennem passagen. Nogle atol-åbninger skal passeres i modstrøm – andre i medstrøm – og det hele afhænger af retning og styrke på vind, strøm og bølger.
Vi ankom til Kauehi et par timer før højvande – og ventede uden for passet til højvandet havde toppet og strømmen vendt.
Spændte nærmede vi os åbningen og de stående bølger i indsejlingen. Det gik så fint – og lettelsen var stor, da Nala Danica kunne sejle i lagunen med retning mod ankerbugten.
I denne del af verden kan vi ikke regne med at alle områder er kortlagt, så vores søkort – både elektroniske og papir – skal suppleres af grundig udkig. På engelsk hedder det ‘to do eyeball navigation’. Farven på vandet fortæller noget om dybden og hvad der er på bunden – sand, søgræs, koralrev,

80A000F8-8FDE-4174-981F-895E3FFF0725.jpeg

Fakarava blev vores næste atol. Den er noget større og mere besøgt end Kauehi – og dermed er der også flere faciliteter, så som en bager, et par restauranter, mulighed for at besøge en perlefarm eller dykke med hajer og ikke mindst wifi, så vi måske kan komme i kontakt med familie, venner, bank, forsikringer mm.

Indsejlingen til Fakarava gik også fint, men netop som vi skal til at gøre anker klar, hører vi et nødopkald på vhf-radioen! En båd er stødt på et rev og tager nu vand ind i store mængder. Ombord er 6 personer heraf flere børn. Vi sætter kurs mod den forulykkede båd for at yde assistance. Heldigvis er der en del både i området, som hurtigt kan sejle tæt på den synkende båd i deres gummibåde og få børn mm reddet ud. Puha – det kunne have endt galt. Men en stor glæde at se, hvordan alle sejlere var parat til at komme en forulykket båd til undsætning.