Kap Verde

Hver gang vi kommer til en ny havn eller ankerbugt går der tid med at finde ud af alle praktiske ting, som indklarering, indkøb, tøjvask, affald, gas, diesel, vand mm.

Da vi nu har forladt Europa, skal vi også forholde os til ny valuta og ikke mindst en stærkt begrænset mulighed for at kommunikere via vores devices. Men nu er der vist styr på det hele.

Vi har brugt en del tid på at få endnu en ny rude til cockpittet, da den vi fik i på Tenerife gik itu på vej hertil. Efter mange forsøg har en lokal glarmester leveret en rude, som vi med en del besvær og stor tålmodighed har monteret. Nu skal den stå sin prøve, når vi sejler videre.

Skipper, Jens og Holger er i gang med et dykkerkursus – Open Water Padi. Der bliver flittigt læst teori, når de ikke er på kursus i swimmingpool eller på havet.

Nala Danica sejler (nok) fra Mindelo med kurs mod Barbados tirsdag, når vinden er fin og der er toppet op på madvarer.

7 døgn og 1 time på vandet

Søndag d. 19. november kunne vi binde fortøjningerne i havnen i Mindelo på Kap Verde efter 7 døgn og 1 times sejlads fra De kanariske øer.

Inden vi sejlede fra Santa Cruz vinkede vi farvel til Xenia, der sejler direkte til Caribien, hvor vores rute går via Kap Verde. Det var dejligt at komme afsted og endelig være det team, der skal krydse Atlanten sammen. Men først skulle de 848 sømil til Mindelo gøres.

Vi havde fin vind til sejl og vindror – til tider rullende bølger, men alt i alt en fantastisk sejlads. Vi fik afprøvet vagtordning, opgavefordeling og andre væsentlige procedure.

Lidt tanker fra en nattevagt med skipperfruen:

Jeg har rorvagten fra kl 04-07 og skal afløse Holger. Jeg har sovet uroligt – bølgerne smælder hårdt mod skibet og vindretningen gør, at jeg må holde fast i madrassen for ikke at trille ud af køjen.
Uret ringer kl. 3:45 – på med tøjet, finde mobil og høretelefoner til lydbog, fylde vandflasken, en tur på toilettet inden jeg ifører mig kasket og redningsvest.
Jeg kravler op i cockpittet, hvor Holger giver en kort briefing fra sin vagt. Kursen er lagt lidt om for at give plads til en tanker, der nu har passeret os – ellers er alt som tidligere på dagen.
Der bliver sagt sov godt og god vagt, og Holger forsvinder ned i køjen til en velfortjent søvn.
Jeg hægter livlinen fast i sikkerhedslinen i bunden af cockpittet, så jeg ikke kan ryge overbord ved en skæv sø. Tænder den lille lampe ved kortbordet og noterer i logbogen: kurs, position, fart, vind, sejlføring mm – og ikke mindst hvor mange sømil, der er til vores mål, som er Mindelo på øen Sao Vicente på Kap Verde. I går fejrede vi, at 424 sømil var tilbagelagt, og det var netop halvvejs. Det blev fejret med en øl til hver, snack og højt humør.
Så sidder jeg i mørket og mærker vind og bølger – og hvordan Nala Danica skærer sig støt og roligt gennem vandet. Over mig er et mylder af stjerner og ind i mellem et stjerneskud. Jeg skynder mig at ønske – tænker på dem jeg holder af – og hvad jeg vil ønske for hver af dem på deres vej i livet. Dejligt sådan at få hver enkel af mine kære helt tæt på for en stund.
I kølvandet fra båden lyser morild som stjernestøv, og også skumtoppe på bølgerne glimter i mørket.
Jeg føler en stor ro og glæde over at kunne være her – midt i mørket mellem himmel og hav – på det store vand; the Mighty Atlantic – på vej mod nye oplevelser – nye møder med mennesker.
Jeg er stolt over, at skibets øvrige besætning sover trygt i deres køjer, mens jeg har vagten. Lige som jeg trygt sover, når de andre står ved roret.
Efter et stykke tid tænder jeg for lydbogen, finder en chokobar og et par tørrede abrikoser i kassen med forplejning til nattevagterne, mens jeg følger alle de informationer, som strømmer ud af bådens plotter og navigationsinstrumenter. Jeg justerer lidt på vindroret – lidt til bagbord, så der kommer mere vind i storsejlet.
Langsomt kan jeg skelne mellem himmel og hav i horisonten – vi nærmer os solopgang.
Jens stikker hovedet op i cockpittet – det er tid til vagtskifte. En kort briefing – god vagt sov godt – jeg er hurtigt af tøjet, vasker saltet af ansigtet og falder straks i søvn i min køje.
Min næste vagt er fra kl. 19-22, så jeg har god tid til at sove, passe dagens opgave, som for mig i dag er at lave aftensmad – og til bare at være.

Søndag morgen er der land i sigte, og vi sidder i timevis og betragter øerne, der tager mere og mere form og farve, som vi nærmer os. Omkring middagstid kan vi kalde havnen i Mindelo på kanal 09 på VHF’en – en sort mand vinker os ind mellem pontonbroerne, springer i en gummibåd og hjælper os med at fortøjret Nala Danica. Nu er vi i Afrika!